S bryder løfte om at frede Fogh

Thorning-Schmidt og Auken tillægger i overraskende offensiv Fogh hovedansvaret for den nuværende krise

Trods løfter om det modsatte freder Socialdemokraterne ikke regeringen i den nuværende krisesituation. Tirsdag eftermiddag fremførte en stribe fremtrædende socialdemokrater den hidtil mest svidende og direkte kritik af Anders FoghRasmussens (V)håndtering af sagen om Muhammed-tegningerne. Både partiformand Helle Thorning-Schmidt og Svend Auken forlangte, at Fogh erkender et hovedansvar for krisen og øjeblikkeligt kommer med nye undskyldninger over for den muslimske verden. Statsministeren var tydeligt overrasket og opfordrede gentagne gange til sammenhold i Folketinget. Det stoppede ikke de fire socialdemokratiske spørgere. - Statsministeren skylder os en erkendelse af, at der er sket fejl!, sagde Svend Auken(S) og tilføjede, at Fogh helt kunne have afværget krisen ved at holde møde med ambassadørerne: - Nu ser vi konsekvenserne af fire måneders passivitet og lurepasseri. Helle Thorning-Schmidt havde forinden kaldt Fogh "en del af problemet" og bad ham erkende, at han burde have holdt møde med ambassadørerne i efteråret. Debatten fandt sted mindre end et døgn efter, at Helle Thorning-Schmidt i TV-Avisen lovede borgfred med sætningen: - Det er vigtigt, at vi ser fremad, og at vi holder sammen. Vred statsminister Statsminister Anders Fogh Rasmussen kommenterede flere gange, at angrebene fra Socialdemokraterne harmonerede dårligt med partiets løfte. Statsministeren konstaterede sågar, at SF og Enhedslisten optrådte langt mere afdæmpet end det store oppositionsparti: - Vi har i dag oplevet, at den rigtige venstrefløj har været langt mere konstruktiv og ønsket at drøfte nogle principielle problemer, mens S i en alvorlige situation har stået for primitiv oppositionspolitik. S: hans egen skyld Ifølge udenrigsordfører Jeppe Kofoed (S)inviterede statsministeren selv til kritik ved uventet at stille op i folketingssalen. Desuden er Socialdemokraterne uenig i hans håndtering af Jyllands-Postens tegninger, og derfor bør statsministeren "lytte mere til kritikken". - Vi kan ikke ignorere, når han for åben skærm siger, at alt er håndteret på perfekt fra regeringens side, forklarer Jeppe Kofod, der også er stødt over, at statsministeren i debatten stillede spørgsmålstegn ved Helle Thorning-Schmidts respekt for ytringsfriheden. Villy Søvndal erklærer sig "overrasket"over Socialdemokraternes offensiv i den nuværende situation, mens Pia Kjærsgaard (DF)efter eget udsagn er rystet.