S-byrødder roser: Vi har brug for Thornings vækstplan

Socialdemokraterne i Esbjerg byråd roser regeringens vækstpakke. Den kan hjælpe byer som deres på fode igen.

S-byrødder roser: Vi har brug for Thornings vækstplan

Selvom statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er blevet kritiseret af dele af sit bagland for at levere en mørkeblå vækstplan til danskerne, høster planen ros fra socialdemokrater i en del af Danmark, der hungrer efter arbejdspladser og investeringer.

Det slår Anders Kronborg, politisk ordfører for den socialdemokratiske byrådsgruppe i Esbjerg, fast. Han er totalt uforstående over for kritiske udmeldinger fra blandt andre børne- og ungeborgmester i København, Anne Vang (S).

- Det er simpelthen for let at sidde på rådhuset i København og kritisere sit eget parti og regering, siger han og fortsætter:

- Når man som borgmester kan se frem til, at ens kommune om 20 år vil have 100.000 flere indbyggere end i dag, så står man med helt andre udfordringer end resten af landet.

- For os andre som oplever, at arbejdspladser forsvinder, naboer bliver arbejdsløse eller flytter væk, hilses vækstpakken hjertelig velkommen.

Han har derfor onsdag sendt Anne Vang en invitation om at komme til Esbjerg, hvor han - med byrådets socialdemokraters opbakning - vil vise hende, hvor stor gavn Esbjerg vil have af vækstpakkens initiativer.

- Det, vi kan se i Esbjerg, er, at vækstpakken blandt andet kan være med til at skabe nogle private virksomheder, som vi i den grad har brug for i Esbjerg, siger han.

- Vores slagteri er lukket, og der er mange arbejdsløse. Jeg kan simpelthen ikke fortælle en jyde, at det her ikke er socialdemokratisk politik. Det her er god socialdemokratisk politik at få skabt arbejdspladser, fortsætter han.

Anders Kronborg bakker særligt op om elementer som boligjobordningen og den droppede lastbilafgift.

Og han er ikke alene om at rose regeringens udspil. Også Odense-borgmester Anker Boye (S) og overborgmester i København Frank Jensen (S) har rost pakken.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst