Lokalpolitik

S: Det er SF's skyld!

Personlig hetz mod Erik Sørensen og SF's svigt gav "blåt styre"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Socialdemokratenre føler, at SF svigtede dem under konstitueringen. Arkivfoto fra valgnatten Peter Broen

Valgnederlaget og tabet af borgmesterposten fyldte meget, da Socialdemokraterne i Frederikshavn mandag havde generalforsamling i Metalhuset. På landsplan går SF's Villy Søvndal og Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt arm i arm, og paradoksalt nok begrundede en lokal socialdemokrat sit farvel til partiet med sin utilfredshed med Socialdemokraternes samarbejde med SF. - Argumentet imod dette samarbejde var, at SF ikke var til at stole på, eller for den sags skyld til at indgå bindende aftaler med. At disse ord senere skulle vise sig at have substans, kunne vi have forsvoret, hed det i afgående formand Helle Pedersens beretning. - Personlig hetz Hun lagde ikke skjul på, at kommunalvalget blev smerteligt for S: - Tabet af mandater var én ting, men tabet af en rød borgmester var næsten ubærligt. At udtale andet vil være en omgåelse af sandheden. Det gjorde ondt i hele baglandet og ikke mindst blandt de valgte, sagde formanden - og langede ud efter SF: - Valget blev aldrig et valg udelukkende på politiske holdninger, men var fra start præget af en meget, til tider direkte ondskabsfuld personlig hetz vendt mod vores borgmesterkandidat, Erik Sørensen. - At politiske beslutninger truffet af et flertal i en byrådsgruppe kan anfægtes og straffes kontant ved et valg af vælgerne, accepterer vi fuldt ud i et demokratisk samfund. Men at personligt had kan spærre vejen for en god og konstruktiv dialog mellem helt naturlige politiske samarbejdspartnere, virker intet mere end vanvittigt, hed det i Helle Pedersens beretning. Ser fremad Socialdemokraterne har dog besluttet at se fremad - og "nægter at anskue verden gennem mistillidens duggede briller". - Vi sætter fortsat vores lid til, at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal fortsætter de gode samarbejdstakter i deres stærke partnerskab på det landspolitiske plan. Hvordan skårene i samarbejdet og tilliden på den lokalpolitiske front mellem S og SF kan blive genoprettet og igen forankret, kan kun tiden vise os. Urimelige betingelser Helle Pedersen, der selv trak sig som formand, omtalte også vanskelighederne med at forene politisk arbejde med familie- og arbejdsliv i øvrigt: - Arbejdsopgaverne for de politisk valgte vokser hele tiden, og folk med den nødvendige viden, indsigt og ikke mindst interesse for politik kan godt gennemskue de til tider helt urimelige arbejdsbetingelser.