S efterlyser tid og nærvær i sundhedsreformen

Tirsdag præsenterede regeringen og DF en sundhedsreform. S stiller spørgsmålstegn ved tid, penge og nærhed.

Ritzau
S-formand Mette Frederiksen kritiserer regeringens og DF's nye sundhedsreform. (Arkivfoto).
Sundhed 26. marts 2019 15:12

KØBENHAVN: Socialdemokratiet efterlyser tid i den nye sundhedsreform, som regeringen og Dansk Folkeparti har præsenteret tirsdag.

Det siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i en spørgetime til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i Folketingssalen.

- For os som socialdemokrater er der nogle ting, der er vigtigere end andre, når vi taler sundhedspolitik og patienter. En af dem er tid.

- Tid til at se patienten i øjnene og yde den omsorg, der er behov for, siger Mette Frederiksen.

Derudover siger Mette Frederiksen, at hun også er bekymret over nærheden og økonomien i reformen.

Hun undrer sig over, hvem der fremover skal træffe beslutningen om, hvor sundhedshuse skal ligge.

Ifølge statsministeren er der ikke så meget at være i tvivl om. Han fortæller, at sundhedsfællesskaberne vil blive inddraget i beslutningen.

- For de 21 akutsygehuse bliver det mejslet og støbt ind i beton, for hele politikdannelsen bliver skabt omkring de 21 akutsygehuse.

- Intentionen med hele planen er at sørge for, at tingene kommer tæt på, så der er ingen intention om at lukke noget som helst.

Mette Frederiksen mener, at hun er efterladt med et indtryk af centralisering, når hun kaster et blik over aftalen.

- Man kan vælge at kalde det centralisering. Men hvordan bliver 35 ny topmoderne sundhedshuse til centralisering? spørger Løkke.

Han remser op, at aftalen vil give 20 ekstra ambulanceberedskaber og 120 nye lægepraksisser.

- Hvordan bliver det til centralisering? Det forstår jeg simpelthen ikke, siger statsministeren.

Efter spørgetimen fortæller Frederiksen, at aftalen mangler handling her og nu.

- Det her en typisk Løkke-øvelse. Det lyder rigtig flot, overskrifterne er de rigtige, der er nogle kæmpe milliardbeløb, men når man går det efter i detaljen, er det hele ude på den lange bane, siger hun.

Tidligere på dagen præsenterede regeringen og Dansk Folkeparti en sundhedsreform.

Fem sundhedsforvaltninger skal overtage driften af sundhedsvæsenet, der nu er regionernes opgave.

Derudover skal 21 sundhedsfællesskaber oprettes. De skal bygge bro mellem sygehuse, kommuner og praktiserende læger, fremgår det af aftalen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...