Socialforsorg

S er ude af forlig - og hvad så?

Forløbet har ikke været kønt, men Socialdemokraterne kunne ikke gøre andet end at løbe fra integrationsforliget

KØBENHAVN:Folketinget udgiver en bog med titlen: Håndbog i folketingsarbejdet. Bogen bliver delt rundt til alle politikere, og her kan man læse om lovgivningsprocessen, at " ved særlig store og indgribende lovforslag bliver der mellem regeringen og en kreds af partier indgået en aftale eller et forlig, der danne grundlag for lovforslagets indhold." Håndbogen giver dog ingen anvisninger i, hvad der sker, når et af partierne fortryder aftalen og gerne vil ud igen. Det er måske forklaring på de seneste dages tumult omkring integrationsaftalen, som i går endte med, at Socialdemokraterne røg ud af den aftale, som de indgik med regeringen og Dansk Folkeparti i juni. Når processen ikke er beskrevet i håndbogen, så er det fordi, det er yderst sjældent, at partierne ikke kan omsætte deres aftale til lov. Et forlig bygger på politisk enighed, og det er en ren formssag at lave det om til paragraffer. Når Socialdemokraterne så pludselig bliver bekymrede over, om loven rammer for mange bistandsklienter, så er det ikke fordi, regeringen har snydt med lovparagrafferne, men fordi Socialdemokraterne har fortrudt aftalen. De har sagt ja til at inddele bistandsklienterne i fem grupper, hvor kun den svageste gruppe er fritaget kravet om 300 timers arbejde indenfor for to år for at beholde kontanthjælpen. De er også blevet advaret af både De Radikale og af en stor del af folketingsgruppen om, at det krav vil ramme rigtig mange kontanthjælpsmodtagere, som ikke kan få et arbejde. Alligevel sagde ledelsen i S ja til aftalen, men hen over sommer er det blevet klart, at det ikke hænger sammen med partiets øvrige politik. Samtidig voksede kritikken af Helle Thorning-Schmidts strategi om at "arbejde regeringen ud af kontorerne." Kritikkerne internet i partiet fremhævede integrationsaftalen som et eksempel på, at man ikke får noget ud af forhandlingerne, når man på forhånd har sagt, at man vil være med. Det problem er nu løst, og Socialdemokraterne kan for alvor træde i opposition til stor glæde for De Radikale. Her kan man nu igen se muligheden for at laven en bred front mod regeringen. Samme mulighed ser regeringspartierne, og derfor er det ikke nødvendigvis med uddelt begejstring, at de har set Socialdemokraterne forlade forliget. Godt nok har forløbet udstillet et Socialdemokrati i splid med sig selv og uden den store taktiske forståelse, men på lang sigt kan det blive et alvorligt problem for regeringen, at den selv står med hele ansvaret for integrationen.