Frederikshavn

S'ere med nej-hatten trukket helt ned

Man skulle tro, at det var dommedag som blev beskrevet på byrådsmødet onsdag den 21. december.

Under punkt 12 drejede det sig om etableringen af det nye ejendomscenter, der skal samle hele kommunens løbende service på ejendomme. Baggrund for etableringen er muligheden for at spare op i mod 9 millioner kroner årligt. Socialdemokraten Jørgen Tousgaard beskrev forslaget som noget der gav minder om noget fra østbloklandene og forudså polske håndværkere på kommunens ejendomme. Socialdemokraten Ole Rørbæk Jensen var om muligt endnu mere forarget og han var til lejligheden blevet stor modstander af centralisering. Muligheden for at spare på skatteborgernes penge er en forpligtelse for alle politikere. Og den forpligtelse bør alle S'ere tage alvorligt. Og hvis ikke man synes det er en god idé, så bør man som minimum foreslå andre områder, hvor der kan spares. Strukturændringer der kan spare penge SKAL politikerne tage fat på. Da forslaget kom til afstemning blev jeg overrasket over at hovedparten af S stemte for, mens Jørgen Tousgaard, Ole Rørbæk Jensen og Hanne Welander stemte imod. Jeg forstår ikke deres modstand, udover at de har det synspunkt, at forandring grundlæggende er noget skidt. Venstres Jens Ole Jensen sagde det helt præcist: "Alle ønsker udvikling - men ingen ønsker forandring".