S: EU's indblanding i medlemslandene skal justeres

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) mener, at EU på mange områder hæmmer medlemslandenes selvbestemmelse.

24. april 2016 13:25

På visse områder er EU blevet for vidtrækkende. Og på visse områder skal EU blander sig markant mere.

Det er meldingen fra Peter Hummelgaard Thomsen, EU-ordfører for Socialdemokraterne, efter at udenrigsminister Kristian Jensen (V) til Berlingske udtaler, at EU bør blande sig mindre, fordi EU på nogle områder hæmmer sine medlemslande.

- Der er nogle områder, hvor EU skal blande sig mindre. Det kan for eksempel være at fortolke arbejdskraftens frie bevægelighed, hvor det kan have karakter af at gribe ind i den samfundsmodel, som vi i Danmark i årtier har gjort os umage for at bygge op.

- Men der er virkelig også områder, hvor vi har brug for, at EU blander sig markant mere, siger Peter Hummelgaard Thomsen.

Han mener, at EU bør få mere magt i forhold til at forhindre social dumping og skattely.

- Vi har brug for, at EU blander sig mere i forhold til, hvordan vi bedst muligt forhindrer social dumping på arbejdsmarkedet. Der er brug for flere fælles løsninger for at komme det problem til livs.

- Jeg synes, at alle EU-lande er nødt til at overføre mere magt og mere kompetence til EU, når det handler om at skabe beslutninger og regulering, som kan forhindre for eksempel skattely.

- Vi har set, at der er problemer med virksomheder og personer med store formuer, som placerer deres penge uden for skattevæsnet og fællesskabet, siger Peter Hummelgaard Thomsen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...