EMNER

S får brug for selvransagelse

VALG:Det kan kun blive bedre fra nu af. Efter et af de mest forudsigelige folketingsvalg skal både regering og opposition nu holdes fast på de løfter, der i så rigt mål blev strøet ud over os. Under en valgkamp, hvor i virkeligheden ingen af deltagerne var under noget løftenødvendigt pres. Udfaldet – med kun decimalers usikkerhed – var givet allerede inden valgets udskrivelse. Derfor blev det en valgkamp, hvor den kedelige forudsigelse var dominerende. Uden saft og kraft. Uden engagement og entusiasme. Og i en bekymrende understregning af, at skillelinjerne ikke går mellem de store partier. Den går mellem partierne og vælgerne. Anders Fogh Rasmussen afsvor i god tid sine minimalstats-tanker – og valgte som statsminister en politik, der får socialdemokraterne til at klage over, at Venstre-regeringen fører socialdemokratisk overskrift-politik. Hvorefter hovedkombattanterne har brugt valgmøderne til at slå hinanden oven i hovederne med uforståelige tal. Med den samme fejl som i 2001: Socialdemokraternes kritik af Venstres/de borgerliges hensigter blev kørt automatisk og i en eklatant forglemmelse af præsentation af egne initiativer. Lykketoft har gang på gang alene blot henvist til sit program "Mad i Danmark" – hvor alt skulle være præsenteret og motiveret. Men ikke en djævel aner hvad det er for specielle egnsretter der findes i det hemmelige papir. Så også det var en taktik, der glippede. Fordi det overlod scenen til en statsminister, der blot kunne henvise til de resultater, regeringen har opnået. "Vi har holdt, hvad vi lovede!", blev Fogh Rasmussens afvæbnende mantra i enhver debat. Og en uantastet oplysning om, at en almindelig LO-lønmodtager, takket være skatteloftet, har fået 10.000 ekstrakroner til forbrug. En velsmurt valgmaskine på højeste gear afstak kursen uden slinger helt frem til målstregen. For socialdemokraterne blev valgkampen en ulidelig klatretur op ad en glat klippevæg. Helt uden tegn på nyttiggørelse af erfaringerne fra katastrofen i 2001. De forløbne tre år, der skulle være anvendt til nytegning og tillidsstyrkelse, blev brugt til en udslidende udsættelse af det nødvendige formandsskifte, der resulterede i en opgivende erkendelse af, at Lykketoft var den eneste mulighed. Han kom til "i mangel af bedre havelse". Og fremstod derfor så slidt og brugt, som han er. Hverken snuptaget med fippen, frisørkunstens mirakler eller den nye kæreste, som får ham til at gnægge af fryd, kunne ændre indtrykket af en tør talknuser med indebrændt temperament. De to mænd, der tegnede billedet i "præsident-valget 2005", vandt og tabte på den kunstneriske udførelse i bedste is-dans-stil. En urimelig personificering af politik? Næh, ingen har vel som politikerne/partierne selv gjort dagens politik til det personlige. Socialdemokraterne havde håbet på et bedre udfald. En fastholdelse af nederlags-styrken fra 2001 blev til sidst opfattet som "en sejr". De afsvor meningsmålingernes tale. For de mærkede jo, forklarede en Lykketoft og en Frank Jensen, hvordan stemningen var "ude blandt vælgerne". Frank Jensen understregede endda, at han snakkede med mange, som opinionsinstitutterne ikke havde fanget. Dér befandt S-vælgerne sig. Og i øvrigt, fortalte han, at han "fornemmede det i sin mave". Åbenbart et hidtil ukendt maveonde. Socialdemokratiske strateger kan med fordel overveje hvor heldigt det var, at man klinede sig så tæt på Dansk Folkepartis infame "fremmedpolitik". Dér stod Det radikale Venstre distancen med langt større ære og vandt mangen en tidligere S-stemme. Tak for det. Nu venter vælgerne på valgets glæder. Løfte-indfrielserne. I Socialdemokratiet har man brug for den selvransagelse, der blev forsømt efter 2001-nederlaget. Noget tyder på, at det må ske efter opskriften om, at tiden læger alle sår. For partiet mangler helt den "mellemgeneration", der med troværdighedens nødvendighed kan tage over.