Tobaksindustri

S: Forbyd forretninger at vise tobaksvarer frem

Socialdemokratiet bakker op om et borgerforslag, der vil pålægge butikker at skjule cigaretter. DF er imod.

Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge. Socialdemokratiet, detailkæden Coop og en række organisationer ønsker at bremse det, ved at forbyde at have tobaksvarer synligt fremme i butikker. DF og regeringen er imod et forbud. (Genrefoto)

Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge. Socialdemokratiet, detailkæden Coop og en række organisationer ønsker at bremse det, ved at forbyde at have tobaksvarer synligt fremme i butikker. DF og regeringen er imod et forbud. (Genrefoto)

KØBENHAVN:Tobak er det enkeltstående mest skadelige produkt i Danmark, og derfor skal der lovgives mod det.

Sådan lyder det fra Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen.

Partiet støtter detailkæden Coops borgerforslag fra oktober om at gøre det lovpligtigt at tobak skjules i butikkerne.

- Vi skal lave en markant indsats mod rygning i Danmark, og det her er et godt forslag lige efter vores hjerte.

- Vi mener, at vi skal have et ens regelsæt, der gælder hele detailhandlen, så man ikke straffer dem, der går foran med et godt eksempel, siger Flemming Møller Mortensen.

Ifølge Statens Institut for Folkesundhed begynder 40 børn og unge hver dag at ryge i Danmark.

Hele rød blok er ifølge sundhedsordføreren med på idéen om at forbyde synlige tobaksvarer i butikkerne.

Dog har regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti tidligere sagt, at selv om de er tilhængere af at butikkerne holder tobaksvarer ude af syne, er de modstandere af ligefrem at lovgive om det.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, tror ikke på undersøgelser, som viser, at tobakssalget øges, hvis varerne er frit fremme.

- Det undrer mig, at man tror, at ved at lægge et sort klæde over cigaretterne så holder folk op med at ryge. Tror man på det, så ved man ikke, hvad afhængighed af cigaretter er.

- Jeg synes, at folk skal tænke lidt over deres egen forretning, og lade andre passe deres, siger hun.

Liselott Blixt mener, at butikkerne bør se indad og gøre mere for at sikre, at der ikke sælges tobaksvarer til unge under 18 år.

Også flere store organisationer og foreninger som Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, idrætsorganisationen DGI og Dansk Boldspil Union (DBU) bakker op om borgerforslaget fra Coop, der 24. november har lidt over 1500 underskrifter.

Der skal 50.000 underskriftet til, før forslaget skal behandles i Folketinget.

/ritzau/