EMNER

S-formand: Den lille forskel er vigtig

FJERRITSLEV:Vi der sidder lidt i baggrunden, har til tider været hårde ved jer, og givet udtryk for, at forskellen mellem Venstre og Socialdemokratiet er svær at se. Det sagde formand for den socialdemokraterne i Fjerritslev, Preben Madsen, til den socialdemokratiske byrådsgruppe på generalforsamlingen i partiforeningen. - Men forskellen er meget vigtig, og hvis man ikke kan se den, så er det vigtigt at få fortalt at den er der. - Det er vigtigt at få fortalt, at når der skæres ned på ældreområdet, er det ikke socialdemokratisk politik, men en konsekvens af VK-regeringens politik. Når man sætter prisen op for at få passet børn, samtidig med at VK-regeringen nedsætter prisen på tobak og spiritus, så er det heller ikke S- politik, sagde Preben Madsen. - Det er også vigtigt at få fortalt, hvem der har ansvaret for de besparelser, vi ser i amter og kommuner. Det er VK og Dansk Folkeparti. Kun de har ansvaret. Helt grotesk er det, at finansmonister Thor Pedersen, der optræder som moralens vogter overfor kommuner og amter, ikke selv overholder landbrugslovene. Statsministeren viser et svaghedstegn, når han mener, at Thor Pedersens lovbrud ikke skal have konsekvenser. Preben Madsen omtalte partiforeningens aktiviteter i årets løb, hvor et af højdepunkterne var tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmusens besøg i Fjerritslev. Formanden oplyste, at 2003 også ville være et år, hvor socialdemokraterne i Fjerritslev vil være på gaden. - Vi skal ud og vise, at der en forskel på en VK-regering og en socialdemokratisk regering, sagde han. Første tiltag vil være på Forårsmesser i Han Herred Fritidscenter den 5.-6. april, hvor medlem af folketinget Bjarne Laustsen og amtsbogmester Orla Hav er til stede.