EMNER

S-formand på tilbagetog

Helle Thorning-Schmidt bakker nu op om Socialdemokraternes hidtidige linje på strukturområdet

KØBENHAVN:Helle Thorning-Schmidts kontante valgløfte om, at Socialdemokraterne skulle søge mere indflydelse på kommunalreformen, er endt som en fuser. Ifølge den genvalgte kommunalordfører Ole Stavad bakker Helle Thorning-Schmidt nu op om den linje, som partiet hele tiden har fulgt. - Jeg har fortalt hende om den linje, vi har fulgt, og vi er sådan set enige om, at det er den linje, vi kører, siger Ole Stavad, der forklarer Helle Thorning-Schmidts udmeldinger i valgkampen med, at hun kun har fuldt forhandlingerne i pressen. - Helle har helt naturligt siddet og kigget på det her udefra. Nu er hun en del af processen, og der er en meget stor forskel, siger han. Helle Thorning-Schmidt lover dog, at Socialdemokraterne vil blive bedre til at fortælle, hvorfor de forlader forhandlingerne. - Nu ser vi på det lovforslag for lovforslag, og det, der vil være anderledes, er, at vi forklarer meget tydeligt, hvorfor vi går, hvis vi går, siger Helle Thorning-Schmidt. Venstre ærgrer sig Den melding ærgrer Venstres kommunalordfører Leif Mikkelsen. - Jeg havde håbet, at de ville tage mere ansvar for reformen, siger han. Leif Mikkelsen regner ikke med, at den velkendte linje vil give Socialdemokraterne mere indflydelse. Thomas Larsen, som er politisk analytiker på Berlingske Tidende, ser tilbagetoget som Helle Thorning-Schmidts første møde med den politiske virkelighed på Christiansborg. - Det er et eksempel på, at det ikke er nok bare at kunne tale i fængende overskrifter. Der er også et svært og kompliceret lovgivningsarbejde på Christiansborg, som hun nu skal lære. Det er også den test, hun skal bestå i fremtiden, siger han. Radikale glade for klarhed Hos De Radikale er kommunalordfører Ole Glahn glad for, at Socialdemokraterne nu har genfundet deres holdning efter Helle Thorning-Schmidts udmeldinger under valgkampen. - Det skabte lidt uklarhed. Det er lidt underligt, hvis man pludselig vender 180 grader, men det gjorde de så heller ikke, siger han. Helle Thorning-Schmidt forsikrede i går også, at Socialdemokraterne vil fortsætte parløbet med De Radikale.