Lokalpolitik

S-formand spilder min tid

Regeringen har som bekendt sit flertal bag strukturreformen i kraft af Dansk Folkeparti Kommunalreformen er imidlertid udtryk for en meget stor og væsentlig ændring af det kommunale Danmark.

I regeringspartierne (og vel også i DF) har vi derfor været glade for at høre, at Socialdemokraterne med sin nye formand vil forhandle og søge indflydelse på kommunalreformen. Det ville have været godt med en bred enighed, og med socialdemokratisk ansvarlighed. Som deltager i forhandlingerne i skatteministeriet torsdag 12.5. oplevede jeg engagerede og resultatorienterede socialdemokratiske forhandlere. Det gav håb om, at der med Helle Thorning er realitet bag de nye udsagn. Jeg blev imidlertid meget hurtigt skuffet! Som det er refereret i dagspressen nåede parterne til en enighed om vilkårene for antallet af skattecentre og den statslige skatteinddrivelse. Aftalen skulle dog konfirmeres i partiernes folketingsgrupper. Det lykkedes i Venstre, Dansk Folkeparti og for os Konservative, men da den socialdemokratiske folketingsgruppe havde "godkendt" aftalen var det imidlertid med et nyt vilkår, som de hele tiden har vidst at ingen regering vil kunne pålægge kommunerne; nemlig en garanti for at der ikke i to år vil kunne ske afskedigelser i stat og kommuner! Efter endte forhandlinger kom der altså nye vilkår ind! Jeg kan kun gætte på, at det var et påskud for at ikke at være med til at bære lovene igennem! Det er med stigende irritation jeg i pressen læser, at Helle Thorning ikke længere tro på, at der kan opnås brede forlig med kommunalreformen. Sandheden er, at mens hendes partikollegaer loyalt sidder og forhandler – og jeg kan som førstehåndsvidne bekræfte, at intet var på skrømt – med regeringen og Dansk Folkeparti, så sidder Helle Thorning til pressemøde og hævder, at hun og hendes forhandlere ikke inviteres til forhandlinger! Måske er jeg naiv, men jeg tror oprigtigt på, at Helle Thorning- Schmidt mener det ærligt, når hun siger, at socialdemokraterne skal sætte fodaftryk på kommunalreformen. Når det så ikke sker, kan det kun være fordi, hun ikke nyder tilstrækkelig opbakning blandt sine egne. Således er det slåede, at hun har den samme forhandler på den samlede kommunalreform, som Mogens Lykketoft havde! Hvordan skulle denne forhandler (Ole Stavad) med troværdigheden i behold have helt andre synspunkter på kommunalreformen før og efter socialdemokraternes formandsvalg? Jeg kan konstatere, at min deltagelse i forhandlingerne om udmøntningen af strukturreformen på skatteområdet har været spild af tid. Der har ikke været et reelt ønske om deltagelse hos de ansvarlige i socialdemokratiet Under overskriften "Forhandling eller forvanskning" skriver Rasmus Prehn (S) søndag 22.5.: "Hvor vi troede, at regeringen var oprigtigt interesserede i forhandling, oplever vi nu, at regeringens spindoktorer arbejder på overtid med forvanskning." Rasmus Prehn henviser i denne forbindelse til nyeligt påbegyndte forhandlinger om anvendelse af landsbyggefondens midler. Forhandlinger som jeg også deltog i! Jeg må sige til Rasmus Prehn. Jeg oplever ikke, at regeringen har gang i andet end reelle forhandlinger med det mål, at nå brede aftaler. Spindoktorerne lader vi jer om! Nu er et resultat ikke givet. Det er lovligt at være politisk uenig, men jeg håber meget, at socialdemokraterne deltager på reel vis og ikke kun for at vise en forhandlingsvilje ud af til, for ellers spilder I min og andres tid én gang til, og det vil jeg ærlig talt være ked af. Jakob Axel Nielsen, Th. Sauers Vej 74, Aalborg, er folketingsmedlem (K). E-mail: jakob.nielsen@ft.dk.