EMNER

S-formand: - Vi skal være stolte

NØRRESUNDBY:- Vi skal ikke være tilbageholdne og halvflove over at være socialdemokrater. Vi skal være stolte over det, og gøre opmærksom på det ved enhver lejlighed, sagde formanden for Socialdemokraterne Nørresundby, Danni Andersen, på foreningens generalforsamling. Han blev genvalgt af forsamlingen, der valgte to nye medlemmer ind i foreningens bestyrelse, Beate Vardinghus og John R. Larsen. Frank Jensen blev genvalgt til folketingskandidat. Danni Andersen understregede i sin beretning, at foreningen lokalt i Aalborg har kæmpet for bevarelse af Café Parasollen, Den Sociale Skadestue og Nørresundby Bibliotek. I forbindelse med budgetforliget for 2003 var alle tre på den lukningstruede liste, men blev i sidste øjeblik reddet. - Heldigvis blev alle tre institutioner reddet, og hvis nogen atter ytrer ønske om at lukke dem, ja så hører de fra os igen, sagde han. Generalforsamlingen sendte også tanker til den 73-årige marokkanske kvinde, der i september 2002 blev udvist af Danmark. På initiativ fra Danni Andersen blev der i maj 2002 dannet en støttegruppe, der forsøgte at hjælpe Loiuiza og hendes familie. - Det skulle vise sig, at Louiza skulle være offer for VK-regeringens ønske om at udvise barskhed og handlekraft og regeringens ønske om at kunne fortæle folk, at så mange som muligt er blevet udvist af Danmark, sagde Danni Andersen.