Organiseret kriminalitet

S-forslag om rockerindsats afvist

KØBENHAVN:Socialdemokraterne står helt alene med et forslag om at oprette regionale centre mod rocker-kriminalitet. Alle andre partier i Folketinget afviser centrene, som skal bemandes med politi, toldere og skattefolk samt kommunale social- og skattefolk. Dansk Folkeparti er enig med Socialdemokraterne i, at rockerkriminalitet skal bekæmpes effektivt og konsekvent. Partiet afviser dog i betænkningen fra Folketingets retsudvalg at støtte forslaget. Myndighederne samarbejder allerede tværs over kommuner og amtsgrænser, påpeger partiet. Det samme gør De Radikale, som ikke afviser at ændre samarbejdet i fremtiden mellem kommuner, politi og retsvæsenet. Enhedslisten mener ikke, at lovgivning er problemet. Organiseret kriminalitet skal bl.a. bekæmpes med forebyggelse for at hindre kriminelle grupper i at rekruttere nye medlemmer, mener partiet. Socialdemokraterne ønskede centrene oprettet inden nytår. Partiet erkender, at rigspolitichef Torsten Hesselbjerg i sin plan fra september sidste år ville styrke samarbejdet mellem politi, kommuner samt Told og Skat. Partiet kritiserer justitsminister Lene Espersen (K) for ikke at tage nok initiativer for at styrke samarbejdet imod organiseret kriminalitet. /ritzau/