S garanterer Skagen kulturhus

Folkeafstemning bliver om placering på marken eller i skolen

Palle W. Nielsen
Bjarne Kvist: - Der er ingen grund til at frygte, at Skagen ikke får kulturhus.
Lokalpolitik 1. september 2006 06:00

SKAGEN: Socialdemokraten Bjarne Kvist, nuværende viceborgmester i Skagen og 1. viceborgmester i det kommende byråd og sammenlægningsudvalg i Ny Frederikshavn Kommune, garanterer nu på flertalsgruppens vegne, at Skagen får et kulturhus. - Vi vil i det nye byråds socialdemokratiske gruppe finde de nødvendige penge, og vi kan jo ved simpel hovedregning hurtigt se, at vi faktisk allerede har langt de fleste af pengene, siger Bjarne Kvist. Kommunens borgmester, Hans Rex (V) har udtrykt bekymring for, om der kan findes penge til kulturhuset, når det nu måske ikke, som besluttet af Venstre-flertallet i Skagen, skal bygges på skolemarken. - Jeg har godt læst i NORDJYSKE, at Hans Rex siger noget om EU-penge, som vi måske ikke får. Men sandheden er jo, at ingen aner om vi ville få de penge, som borgmesteren hentyder til - eller om vi vil få nogle EU-midler næste år. Det vidste eller ved ingen. Men der er jo en række muligheder for at søge penge, siger Bjarne Kvist. - Der er ingen grund til at frygte, at Skagen ikke får kulturhus. Men det behøver måske ikke koste 45 millioner, måske lidt mindre, og vi skal nok finde pengene. Bjarne Kvist nævner som kapitalgrundlag salg af flere kommunale bygninger i Skagen blandt andet bibliotek, erhvervshus med mere. - Der er i biograffonden penge, og andre fonde kan søges, så et skøn er, at vi på den måde allerede er ved at nærme os 30 millioner kroner. Med i de penge er ikke iberegnet indtægter fra salg af skolemarken. - Vi ønsker ikke at sælge marken, som vi gerne ser brugt som et kombineret, flot grønt område midt i byen, som alle kan have glæde af og så nogle parkeringspladser i forbindelse med kulturhuset, siger skagboen. Han garanterer på socialdemokraternes vegne, at der hurtigt kommer gang i projekt kulturhus Skagen. - Hvis man nu i forbindelse med folkeafstemningen vælger at få indrettet kulturhus i Kappelborgskolen, vil vi allerede næste år begynde arbejdet. Det er jo en investering over flere år, så jeg forestiller mig, at vi får gjort kulturhuset i Kappelborgskolen færdig i løbet af nogle få år. Vi vil løbende føre en tæt dialog med de kommende brugere, så alle bliver tilfredse med kulturhuset. Det er jo hele byens hus til kultur, fastslår Bjarne Kvist. Han glæder sig over udsigten til den kommende folkeafstemning. - Sammenlægningsudvalget har jo bedt Skagen Byråd lave en folkeafstemning om placeringen af kulturhuset. Enten i Kappelborgskolen eller som nybyggeri på skolemarken. - Vi går klart ind for, at indrette kulturhuset skridt for skridt i Kappelborgskolen. Vi har ikke brug for et prestigebyggeri, men vi har brug for et kulturhus, som alle kan benytte og være i. Skagen har ikke brug for endnu et fyrtårn, der er brug for et kulturhus med plads til alle, fastslår Bjarne Kvist. Han er ikke helt sikker på, om Skagen Byråd kan blive enige om formuleringen af folkeafstemningen. - Hans Rex har jo været ude med noget om, at borgerne skal vælge mellem to projekter. Det er ikke det Sammenlægningsudvalget har bedt om. Der skal stemmes om placeringen enten i skolen eller på skolemarken. - Lykkedes det i Skagen Byråd ikke at blive enige om det, sker der ikke noget ved, at folkeafstemningen først gennemføres efter årsskiftet, hvor Socialdemokratiet har flertal i Ny Frederikshavn Kommune. Vi garanterer jo, at der findes penge til kulturhus i Skagen, understreger Bjarne Kvist.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...