S holder hånden under Portland

Finansministeren vil forsøge at skaffe kompensation til Portland. Enhedslisten er skeptisk

Martin Hein, Anne Randby Toft og Anders Abildgaard
Koncerndirektør Henning Bæk foran de NOx-rygende skorstene på Aalborg Portland: Denne afgift rammer os som en lussing. Den bliver virkelig dyr for os. Foto: Jesper Thomasen
Skattepolitik 4. november 2011 05:00

Smertegrænsen for, hvor mange energi- og miljøafgifter Aalborg Portland kan holde til, er ved at være nået. Hvis Danmark går solo og gennemfører den femdobling af afgiften på NOx-udledning, som regeringen torsdag præsenterede i sit finanslovsforslag, vil det betyde en alvorlig forringelse af den nordjyske cementfabriks konkurrenceevne i forhold til udenlandske fabrikker. Sådan lyder meldingen fra Aalborg Portlands koncerndirektør, Henning Bæk, der er alvorligt bekymret for fabrikkens fremtid oven på regeringens udspil. - Der er råstoffer til 100 års cementproduktion her i Rørdal, men hvis regeringer agter at indføre danske særafgifter, bliver vi nødt til at lukke ned længe før. Den økonomiske krise skal vi nok overleve, og EU's miljøkrav skal vi også nok leve op til. Men denne afgift rammer os som en lussing. Den bliver virkelig dyr for os, siger Henning Bæk. Aalborg Portland har gennem de seneste år investeret 30 millioner kroner i teknologi, der kan reducere fabrikkens NOx-udledning, der er faldet fra 8000 ton i 2006 til 2000 ton i fjor. - Vi har sat alt tænkeligt udstyr ind på at nå dette mål, men der er grænser for, hvor meget længere vi kan nå. Der vil altid være NOx i røgen. Hvis man nu forlanger endnu mere af os, kan det tvinge os til at lukke. I så fald vil cementen blive produceret et sted i udlandet, hvor der er - mindst - lige så stor NOx-udledning som her. Og det er der jo ingen miljøgevinst ved, konstaterer Henning Bæk. Finansminister Bjarne Corydon (S) tror ikke, at den ekstra afgift vil tvinge Aalborg Portland til at slukke for ovnen. - Der er nogle muligheder for at se på Aalborg Portlands bundfradrag, og det vil blive en del af drøftelserne, så jeg tror ikke, det er en rigtig vurdering. Er det et løfte? - Nu synes jeg ikke, vi skal diskutere løfter. Vi har et forslag om at hæve NOx-afgiften. Det giver penge i statskassen, og det er rigtig godt for miljøet og for menneskers sundhed, for det giver mindre luftforurening. Der er en særlig udfordring for Aalborg Portland i den sammenhæng, og vi kigger på muligheder for at håndtere den udfordring, blandt andet i forhold til deres bundfradrag, og det bliver en del af forhandlingerne, siger Bjarne Corydon. Om det vil have nogen effekt, tvivler Henning Bæk dog på. - Det er nogle meget komplicerede regnestykker, der i så fald skal laves. Men nu må vi se på, hvad der ligger i finansministerens udtalelse og så tage den derfra, siger Aalborg Portland-direktøren. Regeringen mangler dog en del mandater for at komme i mål med en hjælpende hånd til Aalborg Portland. Det er Enhedslisten, der efter al sandsynlighed skal lægge stemmer til, og her er Stine Brix ikke bange for, at den store virksomhed lukker. - Det har de sagt så mange gange, men de står jo endnu, siger hun og fortsætter: - Bundfradraget er ikke umiddelbart noget, der ligger på vores tegnebræt. Jeg er ikke så bekymret for, at det er NOx-afgiften, der får dem til at vælte. Det handler om at sætte gang i samfundet med kickstarten - det vil også gavne dem og sikre dem efterspørgsel.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...