S i Aars samler kræfterne FREMTIDSSIKRING: Samlet organisation skal styrke partiet før næste valg

Herdis Brix, formand for S i Aars vurderer, at det er nødvendigt at samle sig i en større organisation.
Lokalpolitik 20. marts 2007 05:00

AARS: Socialdemokraterne er allerede nu ved at samle kræfterne i færre enheder for at kunne gå styrket til kommunalvalget i 2009. Partiforeningen i Hornum er tidligere blevet en del af Aars Socialdemokratiske Forening. Det samme blev de 44 medlemmer af Aalestrup Socialdemokratiske Forening 1. januar i år. Partiforeningen i Aars, der nu tæller 161 medlemmer kan vokse endnu en tand, hvis Farsø Socialdemokratiske Forening - som der lægges op til - lader sig fusionere ind i foreningen 12. januar næste år. - Vi har brugt megen tid på organisatoriske ændringer og sammenlægninger. Det har været spændende og til tider noget frustrerende, men sådan vil det vel være, når vi danner nye og større enheder, sagde Herdis Brix, formand for Aars Socialdemokratiske Forening på generalforsamlingen forleden. 1. januar 2007 blev der dannet en ny Fællesvirksomhed for Socialdemokraterne i Vesthimmerlands Kommune. - Den bliver utvivlsomt et godt samarbejdsorgan i forhold til gruppen i Vesthimmerlands Byråd, mener Herdis Brix. Kun seks ud af 27 byrådsmedlemmer i Vesthimmerland er Socialdemokrater. - Der skal et sejt fælles træk til for at øge vor repræsentation ved næste kommunevalg, erkender hun. 2007 er et jubilæumsår for 26. april er det 100 år siden at Hornum Socialdemokratiske Forening. 14. august fulgte Aars socialdemokratiske Forening efter. - Vi har nedsat et jubilæumsudvalg og håber, at der vil blive bred opbakning fra alle led i vor organisation omkring jubilæumsarrangementet. Også vort medlemsblad, ”Rosen” kan markere et jubilæum, idet det startede for 25 år siden, fortæller hun. Med de sammenbragte foreninger er der en del at se til 1. maj, hvor det ligger fast, at hovedtaleren i Aars bliver 3F’s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen med support fra byrådsgruppens formand, Palle Jensen, Farsø, og folketingskandidat Flemming Møller Mortensen, Skørping. Herdis Brix blev genvalgt til formandsposten. Nyvalgt kasserer blev Margit Nielsen, Aalestrup. Til bestyrelsen blev Doris Lauritzen, Gedsted, nyvalgt mens Lene Haugbølle og Lene Andersen blev genvalgt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...