Lokalpolitik

S i Skagen peger på Birgit

Birgit Hansen (S) får nu også opbakning fra skagboerne i kampen om at blive borgmester

Irene Hjortshøj - formand for Socialdemokraterne i Skagen.

Irene Hjortshøj - formand for Socialdemokraterne i Skagen.

Birgit Hansen har fået ny medvind i kampen om at blive Socialdemokraternes kommende borgmesterkandidat. Nu melder også skagboerne deres opbakning klart ud. Ung og dynamisk - Som det ligger nu, så peger vi på Birgit Hansen. Hun er ung, hun er dynamisk, og så har hun flair for politik, lyder anbefalingen fra Irene Hjortshøj, der er formand for Socialdemokraternes partiforening i Skagen. - Personligt så synes jeg også, at det er vigtigt, at borgmesterkandidaten sidder i byrådet og kommer fra lokalområdet, tilføjer Irene Hjortshøj. Laustsen skal blive hvor han er Med opbakningen fra Skagen så mangler Birgit Hansen nu kun støtte fra Socialdemokraterne i Frederikshavn - men om den kommer er ganske usikkert. Hidtil har frederikshavnerne nemlig kæmpet indædt for at få folketingsmedlemmet Bjarne Laustsen til at stille op. Men det ønske har Socialdemokraterne i Skagen på ingen måde. - Bjarne er en god mand for Nordjylland, men jeg synes, at han skal blive, hvor han er, siger Irene Hjortshøj. Birgit kan samle S I det hele taget anser Socialdemokraterne i Skagen heller ikke Bjarne Laustsen som mulig borgmesterkandidat længere. - Bjarne Laustsen har selv udtalt, at han kun ville stille op, hvis alle partiforeningerne bakkede op omkring ham. Det er det, som jeg forholder mig til. Indtil videre er Birgit Hansen derfor stadig den eneste officielle aspirant til titlen som borgmesterkandidat. - Der kan selvfølgelig stadigvæk komme flere kandidater, men vi synes, at vi med Birgit Hansen har en god én. Vi tror på, at hun kan samle Socialdemokraterne i Frederikshavn Kommune, slutter Irene Hjortshøj.