Lokalpolitik

S i Skørping går ind for én stor partiforening

Nyt mod hos Socialdemokraterne i Skørping Vest, som udvider bestyrelsen med to medlemmer

Den nye bestyrelse hos Socialdemokraterne i Skørping Vest er bagest fra venstre Flemming Møller Mortensen, Bent Højmark Tanzer, Mikkel H. Andersen og Morten Toft Jørgensen, forrest fra venstre Randi Stub Petersen, Elly Leegaard og Susanne P. Korgaard. PRIVATFOTO

Den nye bestyrelse hos Socialdemokraterne i Skørping Vest er bagest fra venstre Flemming Møller Mortensen, Bent Højmark Tanzer, Mikkel H. Andersen og Morten Toft Jørgensen, forrest fra venstre Randi Stub Petersen, Elly Leegaard og Susanne P. Korgaard. PRIVATFOTO

SKØRPING:Måske lykkes det ikke at få alle nuværende lokale socialdemokratiske vælgerforeninger med, men nu har Socialdemokraterne i Skørping Vest i hvert fald gjort deres stilling klar: - Én stor partiforening for alle i den nye Rebild Kommune er det, vi arbejder på, siger Elly Leegaard, som ved det konstituerende møde forleden blev genvalgt til formand for partiforeningen i Skørping-Rebild-området. På den forudgående generalforsamling var der til hendes lettelse ros til bestyrelsen: - Det har jo været et turbulent år, men det lykkedes os at bevare roen. Vi gik ikke i selvsving i pressen, selv om der var nogen, der forsøgte at piske en stemning op, siger Elly Leegaard og hentyder dermed til postyret om Socialdemokraternes valg af borgmesterkandidat til Rebild Kommune. Skørpings borgmester Børge Olsen tabte urafstemningen til Klaus Anker Hansen fra Støvring, og det fik Børge Olsen til først at meddele, at han så slet ikke ville stille op til kommunalvalget. Senere stillede han alligevel op på en ny borgerliste, Rebildlisten, og måtte dermed melde sig ud af partiet. Et andet mangeårigt lokalt medlem, Frederik Espersen, fulgte Børge Olsen. Men nu ser man fremad hos partiforeningen i Skørping Vest: - Det bliver et meget spændende år, vi går i møde i forhold til sammenlægningen af de tre kommuner og tre kulturer. Hos os vil vi have fokus på harmoniseringen af serviceniveauet, for der er i hvert fald et par ting herfra, vi gerne vil have implementeret, især inden for ældrepolitik og børn og unge-politik, siger Elly Leegaard. I nærmeste fremtid gælder det revisionen af kommuneplanen for Skørping Kommune, hvor Socialdemokraterne vil deltage aktivt, men også i fremtiden vil man holde godt øje med miljøområdet, og hvordan den nye kommune forvalter mulighederne for at give dispensationer fra reglerne. - Vi vil arbejde på at trække på folk, hvor der er ressourcer, altså hvor folk har deres interesser og styrker. Med andre ord: Græsrødderne, siger Elly Leegaard, som også glæder sig over stigende interesse for at gøre et stykke arbejde i bestyrelsen, som dermed kunne udvides fra fem til syv medlemmer. Nyt bestyrelsesmedlem og ny næstformand er Randi Stub Petersen, Mikkel H. Andersen (også ny) er medlemsansvarlig, Susanne P. Korgaard (ny) er kasserer, Bent Højmark Tanzer er tilbage efter en pause og er uddannelsessekretær. Byrådsmedlem Flemming Møller Mortensen og Morten Toft Jørgensen er menige bestyrelsesmedlemmer, mens Stig Petersen og Knud Erik Larsen er suppleanter.