EMNER

S i Thisted peger på Morten Bo

Bestyrelsen afstår fra at afholde ekstraordinær generalforsamling, men vil finde 25 stillere for Morten Bo Bertelsen

En enig bestyrelse for den socialdemokratiske partiforening i Thisted har besluttet at indstille lektor Morten Bo Bertelsen, Frøstrup, som sit bud på Thisted-kredsens nye socialdemokratiske folketingskandidat. Bestyrelsen vil nu finde 25 stillere, som kan anbefale Morten Bo Bertelsens kandidatur. - Det anser jeg ikke som noget problem, siger Asger Sylvest Pedersen, formand for partiforeningens bestyrelse. Han oplyser, at bestyrelsen fravalgte muligheden af at lade en ekstraordinær generalforsamling tage stilling til kandidatspørgsmålet i lyset af forårets urafstemning, hvor netop Morgen Bo Bertelsen sikrede sig 25 procent af de afgivne stemmer mod kredsens siddende folketingsmedlem Ole Vagn Christensens 16 procent. Urafstemningen blev dengang vundet af Egon Pleidrup Poulsen med mere end 50 procent af de afgivne stemmer. - Resultatet af den urafstemning var så klart, at vi ikke ser nogen grund til at lade en ekstraordinær generalforsamling tage stilling til kandidatspørgsmålet, siger Asger Sylvest Pedersen. Dermed vælger partiforenings bestyrelse at overhøre en opfordring fra kredsens nuværende folketingsmedlem Ole Vagn Christensen om at afholde en ekstraordinær generalforsamling for at sikre partiforeningens medlemmer mulighed for at tage stilling til, hvem der skal være foreningens kandidat. Den mulighed har partiforeningerne Thisted Nord og Bedsted-Hurup og Omegn valgt at bruge.