S: Ja til overvågning, der løser problemer

Bjarne Laustsen (S) går til minister for at ændre regler. Han er fortørnet over, at et dokumenteret effektfuldt overvågningssystem er kriminelt.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det bliver lettere for boligforeninger som Lejerbos Skallerup-afdeling i Aalborg Øst at videoovervåge udenomsarealer. Foto: Claus Søndberg

- Det er svært at forstå for almindelige mennesker, at det skal være forbudt at bruge et system, der klart dokumenteret fuldkommen afhjælper den kriminalitet, der ellers har været en voldsom plage for et kvarter, siger folketingsmedlem Bjarne Laustsen fra Socialdemokraterne til NORDJYSKE. - Jeg kan ikke se rettere, end at det er til gavn for både borgere og politi og dermed for samfundet, hvis en videoovervågning som den, vi hører om fra Lejerbo på Skallerupvej i Aalborg Øst, helt kan standse indbruddene og skabe ny tryghed i kvarteret, siger han. Bjarne Laustsen reagerer på oplysningerne i NORDJYSKE søndag om, at Aalborg Politi har krævet overvågningen af boligblokkene på Skallerupvej fjernet. - Lov må laves om - Jeg vil gå til boligministeren og justitsministeren med dette her. Hvis det er sandt, at overvågningen er ulovlig, må der simpelthen laves om på lovene, så det bliver lovligt. Jeg har netop med Folketingets Boligudvalg besøgt Mjølnerparken på Nørrebro i København, hvor man har haft store problemer - og hvor videoovervågning har haft præcis den samme meget positive effekt som i Aalborg, siger Bjarne Laustsen. - Her er der bare ingen, der har sat spørgsmålstegn ved lovligheden. Det er et kvarter, hvor 1500 mennesker, hvoraf 95 pct. er indvandrere, bor fordelt på 40 forskellige nationaliteter, siger han. - Boligselskabet har fået alle beboeres tilsagn om, at overvågningen er okay. Der skiltes tydeligt med, at det sker, og det administreres af viceværterne og bruges til dokumentation, når noget skal påtales. Det er meget enkelt og meget effektivt. Sådan må det også kunne gøres i Aalborg, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem. Hans folketingskollega i Venstre, Karsten Lauritzen, er af den modsatte mening. Han siger ifølge P4 Nordjylland, at "løsningen i stedet er, at politiet må oppe sig og løse problemerne". - Det er jo noget vrøvl. Alle ved, at politiet ikke har ressourcer til at mandsopdække alle de kvarterer, hvor problemerne findes. Så en effektiv lokal overvågning er bare at betragte som en god hjælp til politiet, siger Bjarne Laustsen.