EMNER

S kræver massive offentlige investeringer

København, torsdag /ritzau/ Det offentlige skal investere massivt for at bekæmpe finanskrisen, siger Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, i sin nytårstale på nettet. Det siger Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, i sin nytårstale, som partiet torsdag eftermiddag lagde på nettet. Her efterlyste hun forslag fra seerne, som kan bidrage til hendes profil på Facebook. I 2009 risikerer dansk økonomi ifølge hende et tilbageslag på to procentpoint. - De syv fede år er slut. Ledigheden er på vej op. Vi får flere tvangsauktioner og konkurser. Den økonomiske tryghed er under pres, og overskuddet på statens finanser er forsvundet på få måneder, sagde Helle Thorning-Schmidt. Hun henviste til krisen i Roskilde Bank, som kostede bankkunderne dyrt og skyldes spekulation ligesom i udlandet. Nu står bankerne med hidtil usete problemer, påpegede hun. - Derfor bliver vi nødt til at få en ny bankpakke. Men det skal være en bankpakke, hvor borgerne har sikkerhed for, at de ikke mister så meget som en krone. Jeg vil ikke acceptere nogen som helst form for slaphed med skatteborgernes penge, sagde Helle Thorning-Schmidt. Hun efterlyste massive offentlige investeringer i skoler, plejehjem, hospitaler, veje og jernbanenettet. - Hvis vi nu investerer i vores velfærd, bringer vi Danmark tilbage på sporet. Vi skaber arbejdspladser og vækst, og vi gør os klar til næste opsving, sagde Socialdemokraternes formand. - Omfanget af den krise, vi er på vej ind i, er så stort, at risikoen for at gøre for lidt langt overstiger risikoen for at gøre for meget, sagde Helle Thorning-Schmidt. /ritzau/