EMNER

S: Kulegrav alle ministre

Socialdemokraterne vil have undersøgt, om andre ministre i den borgerlige regering har skrevet partiaktiviteter på skatteydernes regning

Det Po­li­tisk-øko­no­mis­ke ud­valg hav­de i går kaldt fi­nans­mi­nis­ter Lars Løk­ke Ras­mus­sen i sam­råd om rod i reg­nin­ger og bi­lag. Foto: Scan­pix

Det Po­li­tisk-øko­no­mis­ke ud­valg hav­de i går kaldt fi­nans­mi­nis­ter Lars Løk­ke Ras­mus­sen i sam­råd om rod i reg­nin­ger og bi­lag. Foto: Scan­pix

København: Socialdemokraterne vil have statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til at igangsætte en kulegravning af finansminister Lars Løkke Rasmussens og de øvrige ministres repræsentationsudgifter for at se, om ministrene har brugt statens penge til at finansiere partiaktiviteter. - Jeg går ikke ud fra, at statsministeren kan leve med så meget rod. Der bliver ved med at dukke nye ting op, selv om finansministeren har lagt låg på sagen med en såkaldt renselsesrapport, der alligevel ikke renser ham, fordi der er så mange mangelfulde ting, siger Socialdemokraternes kommunalordfører, Rasmus Prehn. Lars Løkke Rasmussen afviste onsdag på et samråd i Folketingets politisk-økonomiske udvalg yderligere undersøgelse af bilagene fra sin repræsentationskonto, mens han var indenrigs- og sundhedsminister. Men ifølge Rasmus Prehn er sagen om ministerens bilagsrod ikke slut. Den "lever og fortsætter" og vil blive rejst over for Anders Fogh Rasmussen under et samråd 24. april. - Vi er nødt til at gå videre med at grave. Det bliver et stort gravearbejde, siger Rasmus Prehn. Han henviser til, at der er dukket 343 nye bilag op, der handler om udgifter for 106.000 kroner. Men Socialdemokraterne står tilsyneladende temmelig alene med ønsket om yderligere undersøgelser. Gennemgået 6000 bilag Indenrigs- og sundhedsministeriet har indtil videre gennemgået 6000 bilag og på den baggrund fundet udgifter for 642,50 kroner, som var forkert konteret, og som ministeren skal betale. Dertil kommer 9951 kroner, som er partiaktiviteter, som Venstre skal betale. Begge regninger er betalt, siger Lars Løkke Rasmussen. Lars Løkke Rasmussen har selv bedt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om det ekstraordinære "servicetjek" af bilagene fra tiden som indenrigs- og sundhedsminister. - Jeg har bedt om en ekstraordinær gennemgang af mine bilag, og der er lavet en stor undersøgelse, som har haft et omkostningsniveau, der langt overstiger de fejl, der er fundet. Det føler jeg mig tryg ved. Hvis der er nogle parlamentarikere, der mener, der skal ske mere, så må de mene det, siger Lars Løkke Rasmussen. Servicetjekket har omfattet bilag i omegnen af to millioner kroner, understreger han. - Jeg er det mest røntgenfotograferede menneske, hvad angår mine bilag. Min konklusion er, at jeg er ærgerlig, og jeg vil gerne beklage og undskylde, at administrationen i mit gamle ministerium ikke lever op til formkravene, sagde Lars Løkke Rasmussen på samrådet. Der er ikke bevidst afholdt private udgifter på statens regning, og procedurerne er strammet op, understregede han. De penge, som Lars Løkke Rasmussen selv har skullet indbetale efterfølgende, har handlet om køb af cigaretter, frokost til hans kone i Snapstinget ved en enkelt lejlighed og leje af Al Gores klimafilm på et hotelværelse./ritzau/