S-leder: - Giv give plads til visionerne

Socialdemokraterne har forsøgt at se ind i fremtiden

Lokalpolitik 7. oktober 2002 08:00

DRONNINGLUND: - Vi har med vores ændringsforslag prøvet at være visionære - ved at se på, hvordan vi kan gribe den kommunale drift an i fremtiden. Sådan siger formanden for og politisk ordfører i Socialdemokraternes byrådsgruppe, 1. viceborgmester Peer Thisted, inden byrådet i morgen gennemfører den afgørende andenbehandling af det kommunale budgetforslag for 2003. Det er forud for andenbehandlingen ikke de store beløb, der skiller parterne, men alligevel er der en række punkter, der gør, at det brede forlig denne gang ikke kan realiseres, og Peer Thisted er i dén forbindelse ikke enig med borgmester Mikael Klitgaard (V), som i NORDJYSKE Stiftstidende har udtalt, at det er "småting", der skiller partierne og forhindrer det brede budgetforlig. - Det er ikke småting, vi taler om, og jeg tror godt, at vi kan konkludere, at vi ender med stort set det kludetæppe, som jeg skønnede, at vi ville få tidligere i budgetforløbet, siger Peer Thisted, der samtidig har en forklaring på, hvorfor S og SF inden andenbehandlingen af budgettet er fremkommet med et forslag om i 2004 at indføre en ny dækningsafgift på en promille for erhvervsejendomme i kommunen. - Vi vil vil gerne have, at også de bredeste skuldre er med til at bære byrden, siger han. Tro på budgettet Peer Thisted er derudover glad for, at det lykkedes byrådets venstrefløj at få overtalt Venstre, Det konservative Folkeparti og Borgerlisten til at skrinlægge de oprindelige planer om at placere et anlægsbeløb på 1,7 mio. kr. til vedligeholdelse af kommunale bygninger i ventepostion. Dette ville V/K/Borgerlisten oprindeligt have gjort, indtil resultatet af kommunens halvårsregnskab for 2003 var kendt i august 2003. - Vi valgte at vente med hele vores anlægsbudget i år, indtil halvårsregnskabet var kendt, og det har medført, at ting er blevet forsinkede, og at kun cirka halvdelen af anlægsbudgettet bliver til noget i år. Det duer ikke, og derfor skal vi også mene det, når vi lægger et budget, siger Peer Thisted, der endvidere understreger vigtigheden af at få udnyttet næste års låneramme fuldt ud - som foreslået af S/SF, men afvist af V/Borgerlisten. - Det gælder om at være på forkant, og her kan man bare se på Hjallerup Svømmehal. Her bliver vi nødt til at hjælpe dem med den påkrævede renovering, for det er ikke en opgave, de kan løfte alene, og derfor ville det være godt at have pengene liggende klar i kommunekassen, siger 1. viceborgmesteren og fortsætter: Frygt for indgreb - Det har aldrig været billigere at låne end lige nu, og en fugl i hånden er bedre end 10 på taget. Tror man nemlig på de 10 på taget, så når de at flyve, og jeg tror ikke på, at regeringen vil kunne gennemføre de lovede skattelettelser i 2004, uden at de strammer på skruen over for kommunerne. - Det kan betyde, at vi ikke får lov til at låne, hvad vi kan nu, og derfor er det utroligt vigtigt, at vi garderer og sikrer os for fremtiden - frem for på dét tidspunkt at måtte konstatere, at vi intet kan gøre, tilføjer Peer Thisted, der i samme åndedrag minder om, at også en række af kommunens skoler fortsat har behov for en millionrenovering inden for de nærmeste år. - Vi kan bare se på Dronninglund Skole. De har i øjeblikket flere elever end nogensinde, og de ting skal bringes i orden, slutter han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...