Lokalpolitik

S: Milliarder til nye job

Partiet vil skabe vækst med klimapulje. Besnærende, siger ekspert

NORDJYLLAND:Mens arbejdspladser forsvinder fra yderområderne, gør Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt klar til at vende udviklingen, hvis hun får magten til det. S vil skaffe arbejdspladser med en pulje på tre milliarder kroner, som nye virksomheder inden for miljø og klimateknologi kan få del i på den betingelse, at de etablerer sig i udkantsområder. - Jeg håber, der sidder iderige personer klar til at skabe arbejdspladser og eksporteventyr, men jeg tror også, at for, at det kan lykkes, skal de have et skub, og her ville sådan en pulje bidrage, siger Helle Thorning-Schmidt. Landdistriktsforsker Jørgen Møller, Aalborg Universitet, er begejstret for ideen. - Det lyder besnærende med sådan en type positiv særbehandling. Tre milliarder lyder godt, for der er brug for muskler i stedet for alle de små og ukoordinerede initiativer, der er nu, siger Jørgen Møller, der dog tilføjer, at både veje, bredbånd og uddannelse skal være der, hvis man skal tiltrække virksomheder. Set med konservative erhvervsbriller er ideen derimod langt fra oplagt. - Det lyder som det glade vanvid. Det er konkurrenceforvridning, hvis jeg skal være bagud, bare fordi jeg ikke starter min virksomhed i et udkantsområde. Det er ikke konservativ politik. Vi skaber ens vilkår for alle, og så skal vi finde andre og mere intelligente måder at hjælpe udkantsområderne på, siger erhvervsordfører Mike Legarth. De Radikale er heller ikke klar til helt at købe modellen, selvom målet er ædelt. - Det centrale for os er, at staten ikke skal låne penge ud, siger Morten Østergaard, som i stedet vil han lade bankerne vurdere projekterne og så tage en del af risikoen med en statslig kaution. Indsigt side 8-10

Forsiden