S-møde: - Et flag er smukkest i modvind
Godt 30 samledes til blæsende grundlovsmøde i Fjerritslev Lystanlæg

Foto Michael Bygballe Michael Bygballe
Galleri - Tryk og se alle billederne.

FJERRITSLEV:De seneste meningsmålinger har været noget af en mavepuster, fastslog Socialdemokraternes nye unge folketingsmedlem, Ane Halsboe-Larsen, på grundlovsmødet i Fjerritslev Lystanlæg.Mødet samlede kun godt 30 i de iskolde vind, der fik flag og faner til at vise rødt, men som Ane Halsboe-Larsen konstaterede, er et flag smukkest i modvind. - Ting tager tid, men når valgdagen kommer, håber jeg, at vi bliver bedømt på, om vi har fået folk i arbejde, gjort Danmark klogere med mere uddannelse og har styrket vores velfærdssamfund, så det hjælper folk videre og giver dem noget at leve for og ikke bare noget at leve af, sagde hun. Dagens to andre talere var Ole Christensen, medlem af Europaparlamentet, og Jens Chr. Golding, kommunalbestyrelsesmedlem og partiets borgmesterkandidat. EU har store udfordringer i at holde sammen på landenes økonomier, når de ikke alle holder indgåede aftaler, og de giver desperation og afmagt hos befolkningen i sær i Sydeuropa. - Og desværre ser vi en højredrejning i nogle lande, sagde Ole Christensen. Jens Chr. Golding fastslog, at 10 års borgerligt styre i Danmark har ødelagt meget, og at det er op ad bakke for den nye regering. - I Jammerbugt Kommune har vi også udfordringer, men vi er på rette vej, sagde han. - Men vi skal være parat til flere strukturændringer, og vi skal ikke forvente, at vi kan have alting lige i nærheden.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.