EMNER

S og R forener sig om blødere kurs

Det skal være lettere at blive dansk statsborger, signalerer S og R i overraskende udspil

KØBENHAVN:Helt uventet går de Radikale og Socialdemokraterne nu sammen og signalerer et blødere alternativ til de seneste års stramme kurs over for udlændinge i Danmark. De to oppositionspartier går til angreb på det indgående indfødsretsforlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti med en række forslag til at slække på kravene til udlændinge, der søger om dansk statsborgerskab. Deriblandt at der skrues ned for sprogkravene til blandt andre torturofre med sygdommen Post Traumatisk Stress Syndrom (PTSD), der ifølge regeringen og Dansk Folkeparti skal fratages muligheden for at søge dispensation fra sprogkravet. - Vi ønsker, at lovgivningen skal være ret og rimelig. Det nytter ikke noget lige pludselig at sige, at den sygdom, den regner vi ikke for noget længere, siger Socialdemokraternes indfødsretsordfører, John Dyrby. Han bedyrer, at Socialdemokraternes udlændingepolitik ligger fast, men at 'nogle mennesker bliver ramt urimeligt hårdt' af de seneste stramninger i indfødsretten. Udover at genindføre muligheden for dispensation for syge torturofre ønsker S og R at ophæve kravet om selvforsørgelse, ligesom de ønsker at slække på kravene til danskkundskaber generelt. De Radikale håber, at det fælles udspil blot er første skridt på vejen til en mildere politik på udlændingeområdet. Ikke mindst i lyset af krisen om Muhammed-tegningerne. - Det skaber angst at se danske flag blive brændt af. Men når krisen har lagt sig tror jeg, der vil brede sig en forståelse for, at der er behov for øget dialog. Og det bliver ikke skabt ved fortsatte stramninger. Et mere dialogsøgende alternativ kunne være Socialdemokraterne og de Radikale, siger Simon Emil Ammitzbøl. Socialdemokraterne er i forvejen hårdt presset i meningsmålingerne, hvor de står til at miste endnu en bunke vælgere til Dansk Folkeparti. John Dyrby vil ikke afvise, at forslagene til at slække på kravene til statsborgerskab vil få endnu flere til at flygte fra partiet: - Risikoen er der. Men vi kan jo ikke gå og være bange for vores egen skygge og undlade at sige, hvad vi mener. For eksempel at det ikke kan være rimeligt, at vi stiller krav om danskkundskaber til udlændinge, som mange danskere end ikke kan opfylde, siger John Dyrby.

Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk