Lokalpolitik

S og R indgår aftale om jobtryghed

Gennembrud i strukturforhandlinger med aftale om ansættelsestryghed, men også tilbageslag

KØBENHAVN:Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indgik i går aftale med Socialdemokraterne og De Radikale om de mange statslige ansatte, der skal flyttes i den kommende strukturreform. Aftalen er et overraskende gennembrud i forhandlingerne, som er i den absolutte slutfase. Parterne er blevet enige om, at staten skal lave samarbejdsudvalg, så fyringer kan undgås. De opfordrer samtidig kommunerne og amterne til at gøre det sammen, og det er ifølge kommunalordfører Ole Stavad (S) nærmest det samme som den tryghedsaftale, Socialdemokraterne har talt om. - Regeringen har forpligtiget sig til en tryghedsaftale på det statslige område – selvom de kalder det noget andet, siger han. Lars Løkke Rasmussen er ikke helt enig, men glæder sig sammen med Socialdemokraterne og De Radikale over, at de mange tusinde berørte medarbejdere nu kan gå i gang med reformen med solid politisk opbakning. - Det er et udtryk for, at realiteterne har meldt sig hos Socialdemokraterne og De Radikale. Det hilser jeg velkommen, for der skal være tryghed for de ansatte, når barometret står på forandring. Det har været regeringens holdning hele tiden, og det har Socialdemokraterne og De Radikale tilsluttet sig, siger han. Løkke smækker døren Glæder over aftalen varede dog ikke mange minutter, for tirsdagen bød også på problemer for Lars Løkke Rasmussen. For få dage siden troede han, at problemet med Farum endelig var løst med en aftale mellem Værløse og Farum Kommuner, som blandt andet gav de to kommuner Flyvestation Værløse. Problemet er bare, at den tilhører forsvaret, og er en del af forsvarsforliget. Det benyttede Socialdemokraterne til at blokere for gaven. - Vi har hele tiden haft den forståelse, at indenrigsministeren skulle finde pengene selv, siger Helle Thorning-Schmidt, som ikke vil være med til at forære statens ejendom væk uden i det mindste at få det vurderet. Den melding kunne Lars Løkke Rasmussen næsten ikke tro. - Det er dybt, dybt skuffende, hvis Socialdemokraterne trækker i faldlemmen til den ny kommune. Det er endnu et eksempel på, at partiet her meget svært ved at finde sine egne ben, siger Lars Løkke Rasmussen, som senere på dagen valgte af afbryde alle forhandlinger om strukturreformen på grund af sagen. Nu er det så op til forsvarsminister Søren Gade (V) at overbevise Socialdemokraterne om, at flyvestationen skal foræres bort, for det sker ikke uden Socialdemokraterne bekræfter han. - Vi skal være enige inden for forligskredsen om en overdragelse af flyvestationen. På de helt store linjer kunne regeringen i går ånde lettet op. Enkelte jurister har rejst tvivl om, hvorvidt hele reformen er i strid med grundloven, men det afkræftede to juridiske eksperter på et møde i retsudvalget.