S og SF: Regeringen bryder skattestoppet

KØBENHAVN:Regeringens bebudede forslag om at tage børnechecken fra familier med børn, der pjækker eller begår kriminalitet, kan kun gennemføres, hvis skattestoppet brydes, eller familierne får en skattelettelse, der modsvarer tabet af børnechecken. Det mener Socialdemokraterne og SF ifølge Ugebrevet A4. Forslaget, der præsenteres i det nye regeringsgrundlag, falder i to dele. Dels ønsker regeringen at ændre børnechecken til de 15-17-årige, så den kun udbetales, hvis de er i gang med en uddannelse, og dels truer regeringen med at tage børnechecken fra familier, hvor forældrene ikke gør nok for at få børnene til at passe skolen eller holde sig ude af kriminalitet. Skatteminister Kristian Jensen (V) har ikke haft tid til at kommentere de nye forslag. Men allerede i 2002 bekræftede Kristian Jensen, at børnechecken er underlagt skattestoppets definition. - Den (børnechecken, red.) kan vi i teorien godt fjerne, hvis blot man får en skattelettelse et andet sted, sagde han. Formanden for Folketingets skatteudvalg, Jens Peter Vernersen (S), mener, det er betænkeligt, at regeringen nu tilsyneladende er klar til at slå sprækker i skattestoppet. - Skattestoppet er den største hindring for en omlægning af skattesystemet, og nu er det også kommet frem, at skattestoppet var årsag til, at man ikke kunne lukke skattehullet i TDC-sagen. Men hvis man vil banke udsatte familier i hovedet, har regeringen åbenbart ingen problemer med at gradbøje skattestoppet. Det er decideret ondskabsfuldt, siger Jens Peter Vernersen. Også SF's skatteordfører, Morten Homann, er forundret over forslaget. - Det er langt ude, at regeringen definerer skattestoppet efter, hvad der passer i deres eget kram. Skattestoppet ikke til diskussion, når det er til glæde for de store virksomheder. Men når det gælder de mest udsatte familier, er regeringen åbenbart klar til at pille ved definitionen. Børnechecken er en del af skattelovgivningen og blev oprindeligt givet som et skattefradrag. Men på grund af administrativt besvær blev skattefradraget ændret til en ydelse. Da regeringen sidste år ændrede reguleringen af børnechecken, oplyste skatteministeren, at checken er en kombination af en skattelettelse og en social ydelse til børnefamilierne. /ritzau/