S og V åben for at låse ulovligt parkerede biler fast

Det kan være nødvendigt at bruge hjullås på biler, der gentagne gange parkeres ulovligt, mener ordførere.

Hvis bilister gentagne gange ignorerer parkeringsreglerne og ikke betaler deres bøder, kan det eventuelt blive nødvendigt at låse dem fast med hjullås eller helt at fjerne dem.

Det mener transportordførerne fra Socialdemokraterne og Venstre, som svar på Aarhus og Københavns Kommune efterspørgsel på flere våben i kampen mod ulovlig parkering.

- Under særlige regler kan jeg godt se for mig, at man får nogle ekstra værktøjer i værktøjskassen til at gribe ind over for virkelige parkeringssnydere, siger Rasmus Prehn (S).

Hos Venstre er man også klar til at kigge på kommunernes ønske.

- Vi er klar til at tage en drøftelse med kommunerne om, hvorvidt der er behov for at give dem flere virkemidler, når der foregår ulovlig parkering. Man skal selvfølgelig ikke kunne spekulere i at lade være med at betale sine bøder, siger Kristian Pihl Lorentzen (V).

Siden skatteminister Karsten Lauritzen (V) i september nedlagde EFI, er inddrivelsen af parkeringsafgifter sat mere eller mindre i bero, indtil et nyt IT-system kan overtage.

Efter Karsten Lauritzens plan skal det ske i 2019.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.