Lokalpolitik

S og V: Regeringsgrundlag på vej

Borgmester Lene Kjelgaard (V) forestiller sig temamøder i byråd og fagudvalg før sommerferien - direktionen er allerede i gang.

Konstitueringsgruppen holder stadig godt sammen, siger borgmester Lene Kjelgaard (V) og viceborgmester Ulla Vestergaard (S). De forudser, at samarbejdsaftalen mellem S-SF og V kan offentliggøres om en måneds tid. Arkivfoto: Peter Mørk

Konstitueringsgruppen holder stadig godt sammen, siger borgmester Lene Kjelgaard (V) og viceborgmester Ulla Vestergaard (S). De forudser, at samarbejdsaftalen mellem S-SF og V kan offentliggøres om en måneds tid. Arkivfoto: Peter Mørk

De Konservative behøver ikke at bekymre sig. S og V er stadig enige om det politiske hovedsigt og om proceduren for den fremtidige økonomihåndtering i Thisted Byråd, lyder det fra borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V) og viceborgmester Ulla Vestergaard (S) i anledning af udmeldingerne fra K-generalforsamlingen. - Udkastet er skrevet, og processen er langt henne. Men vi vil naturligvis afstemme det med vores bagland, før vi offentliggør det, siger Ulla Vestergaard. - Ja, det er en demokratisk proces, som er godt i gang, siger Lene Kjelgaard. De forestiller sig, at de om en måneds tid kan præsentere det såkaldte regeringsgrundlag eller samarbejdsaftalen mellem S-SF og V, som de foretrækker at kalde det omkring byrådsarbejdet i denne periode: - Det handler både om måden at samarbejde på og det politiske hovedsigte, siger Lene Kjelgaard. Begge understreger, at processen frem mod vedtagelse i oktober af budgettet for 2011 bliver noget anderledes end tidligere: - Direktionen er allerede i gang med at forberede materialet, siger Lene Kjelgaard, som så understreger: - Vi politikere lægger de politiske retningslinjer, og det er os, der træffer beslutningerne. Det lå der også i det, Ulla Vestergaard og jeg sagde forud for og omkring konstitueringen. Men naturligvis skal forvaltningen forberede beslutningsgrundlaget.