S opgiver studehandel om eksklusivaftaler

Lempeligere holdning til arbejdere fra nye EU-lande

Arbejdsmarkedspolitik 10. januar 2003 01:00

KØBENHAVN: Efter interne drøftelser på topplan er Socialdemokraterne på tilbagetog i spørgsmålet om, hvor let det skal være for borgerne i de nye EU-lande at søge arbejde i Danmark. Og derfor vil partiet heller ikke ad den vej skaffe sig Dansk Folkepartis hjælp til at hindre regeringens planer om at forbyde eksklusivaftaler på LO-området. Partiet er ikke længere parat til at tilbyde Dansk Folkeparti at følge Tysklands og Østrigs eksempel og lukke det danske arbejdsmarked i de første syv år efter udvidelsen, oplyser partiets arbejdsmarkedsordfører, Jan Petersen. Han åbnede selv for muligheden forleden, da han til Ritzau sagde, at Socialdemokraterne ikke "vil afvise, at vi kan blive enige med Dansk Folkeparti om at indføre en overgangsperiode, som Tyskland for eksempel har fået på syv år". Tilbuddet blev lanceret som en mulig modydelse, hvis Dansk Folkeparti vil blokere for regeringens forslag om at forbyde eksklusivaftaler. Forslaget til en studehandel står ikke længere ved magt, efter at sagen torsdag blev drøftet på topplan med deltagelse af blandt andre partiformand Mogens Lykketoft. Herefter fastholder Socialdemokraterne, at det danske arbejdsmarked "principielt" åbnes for borgerne for de 10 nye EU-lande den dag, de bliver medlemmer. Men partiet ønsker samtidig at opbygge sikkerhedsmekanismer, der kan forhindre, at overenskomstsystemet på dele af arbejdsmarkedet undergraves af billig arbejdskraft fra især Polen og de baltiske lande. Overenskomstsystemet kommer ifølge Jan Petersen under et pres, som SR-regeringen ikke forudså, da den accepterede at åbne arbejdsmarkedet for de nye EU-lande, fordi regeringen vil afskaffe fagbevægelsens adgang til at indgå eksklusivaftaler, og fordi regeringen også arbejder med forslag om at forbyde fagforeninger at etablere konflikt for at tvinge uorganiserede arbejdsgivere til at indgå overenskomst. - Det er decideret ødelæggende at fjerne de kampmidler og beskyttelsesmidler, der var indtænkt i vores beslutning om at åbne fra første dag, siger Jan Petersen. Han satser fortsat på at overtale Dansk Folkeparti til at blokere for regeringens eksklusiv-forslag. Med DF har Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten flertal mod forslaget. Også selv om det ikke lykkes, vil Socialdemokraterne søge forhandling med regeringen og folketingets øvrige partier om at opbygge sikkerhedsmekanismer, der kan forhindre, at østeuropæiske arbejdere løber de danske overenskomster over ende. - Vi er optaget af, hvordan svenskerne, der også åbner fra dag et, griber sagen an. Det vil vi nu bede om, at vi får afdækket nærmere, siger Jan Petersen. Han er ikke i stand til at oplyse, hvilke initiativer Danmark kan kopiere fra Sverige. - Jeg har en fornemmelse af, at svenskerne er ved at diskutere forbehold ret konkret. Det er det, jeg vil have afdækket, og så skal jeg gerne løfte sløret, når det kommer dertil, siger Jan Petersen. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) reagerede torsdag negativt på udsigten til, at Socialdemokraterne ville diskutere en EU-overgangsordning med Dansk Folkeparti for at lukke tilgangen af østarbejdere. Han påpegede, at det var den tidligere SR-regering, som i 2001 afviste at lave overgangsregler for arbejdskraft fra de nye EU-lande. Både Venstre og De Konservative støttede beslutningen, og da VK-regeringen siden har overtaget sagen, siger ministeren, at han tager som givet, at Socialdemokraterne står ved deres ansvar. - Det vil være et meget drastisk brud, hvis Socialdemokraterne nu kommer med andre meldinger, sagde Claus Hjort Frederiksen til Ritzau. Men han erklærede sig samtidig parat til at forhindre, at der forekommer misbrug, når grænserne åbnes. - Vi skal kunne gribe hårdt og konsekvent ind, sagde Claus Hjort Frederiksen. Han vil kortlægge risikoen for misbrug i løbet af foråret, så eventuelle lovforslag kan vedtages i Folketinget til efteråret. Han satser på at stoppe hullerne i samarbejdet med et bredt flertal i Folketinget - og det vil sige med støtte fra såvel Dansk Folkeparti som Socialdemokraterne. En sådan forhandling er S parat til at gå ind i. - Vi er et EU-venligt parti, og vi vil gerne have, at østudvidelsen kommer til at fremstå positivt også på de danske arbejdspladser, siger Jan Petersen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...