S-ordfører: Jeg blev fyret

KØBENHAVN:Socialdemokraternes hidtidige socialordfører, Sandy Brinck, oplyser, at hun er blevet fyret fra ordførerposten af den nyvalgte partiformand, Helle Thorning-Schmidt. Oplysningen kommer, selv om Helle Thorning-Schmidt fredag officielt oplyste, at hun vil bruge weekenden til at overveje folketingsgruppens sammensætning. - Jeg kan bekræfte, at jeg ikke længere er socialordfører, og at jeg ikke skal være noget. Helle Thorning-Schmidt ringede til mig og foreslog, at jeg i stedet blev miljøordfører, men det, syntes jeg ærlig talt, var useriøst, da jeg aldrig har beskæftiget mig med området, så det sagde jeg nej til, siger Sandy Brinck. Sandy Brinck holdt anbefalelsestalen for Frank Jensen på Socialdemokraternes kongres. Helle Thorning-Schmidt er gået i tænkeboks om den fremtidige holdning til regeringens kommunalreform. Det sker efter, at partiets hidtidige kommunalordfører, Ole Stavad, fredag valgte at stille sin ordførerpost til rådighed for den ny partiformand. Den nyvalgte partiformand ønskede ikke at sige, om Ole Stavad fortsætter som kommunalordfører. Ole Stavad ønskede fredag ikke selv at fortælle, om at han ønsker at fortsætte som kommunalordfører. Men han mente, under den kvarter lange samtale på Helle Thorning-Schmidts kontor, at have fået indtryk af, at hun støtter hans linje. /ritzau/