S-politiker: Fair at se gennem fingre med fejl

Bjarne Pedersen (S) bakker op om Jørgen Pontoppidan (V)

Bente Lembo
Forhåndværende byrådsmedlem Bjarne Pedersen (S) mener, der var efter bogen, at byrådet ikke blev involveret. Arkivfoto: Lars Pauli
Mariagerfjord 1. september 2010 23:01

Socialdemokraten Bjarne Pedersen, medlem af børne- og familieudvalget i Mariagerfjord Kommune i sidste byrådsperiode, støtter Venstremanden Jørgen Pontoppidans udlægning af forløbet omkring en regnefejl på 2,9 millioner kroner i skolernes budgetter. Som omtalt i NORDJYSKE mandag har de små skoler i Mariagerfjord Kommune fået 2,9 mio. kroner mere, end kommunens fordelingsnøgle egentlig berettiger til. - Jeg bakker Jørgen Pontoppidan op. Jeg er enig i hans udlægning, selv om han er Venstremand og jeg er socialdemokrat, siger Bjarne Pedersen. Han husker, at sagen om regnefejlen blev forelagt det gamle udvalg af daværende skolechef Torben Bugge. Præcis, hvornår det skete, husker Bjarne Pedersen ikke, men han mener, det var sidste efterår i forbindelse med en af udvalgets evindelige sparerunder. - Vi fik at vide, at de små skoler ved en fejl fik flere ressourcer, end de var berettiget til. Altså de skoler, hvor der er under 18 elever i klasserne. - Jeg var selv med til at sige, at man ikke skulle gå ind og pille ved det midt i et skoleår. Det ville unfair over for skolerne, fordi de jo havde fået meldt ressourcerne ud allerede, siger Bjarne Pedersen. Det tidligere udvalgsmedlem understreger, at det var et enigt udvalg, der traf beslutningen om ikke at rette fejlen på 2,9 mio. kr. Byrådet blev aldrig involveret i sagen, og det mener Bjarne Pedersen, er helt efter bogen. - Det har jo altid været sådan, at vi i udvalget har haft ansvaret for den overordnede ramme - de penge, man tildeler udvalget til at drive skoler for, siger Bjarne Pedersen. SF’er i byrådet Peder Larsen er rystet over, at Jørgen Pontoppidan (V) ikke orienterede byrådet om en millionregnefejl på skolernes budgetter. - Jeg er rystet over, at Jørgen Pontoppidan åbenlyst har ført byrådet bag lyset ved at mene, at næsten tre millioner kroner ikke er noget, man behøver orientere om. - Byrådet burde have været inddraget i sagen. Jeg mener, det har stor politisk betydning, at man vælger at støtte små skoler på de stores bekostning, siger Peder Larsen. Peder Larsen glæder sig over, at omtalen i NORDJYSKE mandag frikender forvaltningen, som på byrådsmødet i torsdags blev anklaget af Dansk Folkeparti for ikke at kunne regne. Peder Larsen, der er medlem af børne- og familieudvalget, har bedt om at få sagen sat på dagsordenen for udvalgets kommende møde, så der kan skabes klarhed over, hvem, der vidste hvad om regnefejlen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...