EMNER

S: Rohde bør forlade Folketinget nu

ODENSE:Socialdemokraterne opfordrer radiodirektør Jens Rohde til at forlade Folketinget med det samme, så der ikke længere hersker tvivl om, hvem den tidligere Venstre-ordfører repræsenterer, når han udtaler sig. - Desværre hviler der allerede fra TV2 Radios start en mistanke om, hvorvidt radioen vil agere upartisk i sin medievirksomhed. Det er nu op til Rohde at bevise, at TV2 Radio ikke er partisk, og det vil jeg opfordre ham til at markere klart og tydeligt ved allerede nu at udtræde af Folketinget, siger Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, til Ritzau. Ved ansættelsen af Jens Rohde blev det aftalt med TV2, at han skulle udtræde af Folketinget pr. 1. januar 2007. Men det er ikke længere godt nok, mener Mogens Jensen. - Nu må vi jo holde et vågent øje med TV2 Radio og se, om Jens Rohdes behov for at ytre sig politisk også manifesterer sig ned i radioens virksomhed, hvilket jeg selvfølgelig ikke håber, er tilfældet, siger Socialdemokraternes kulturordfører. Den radikale medieordfører, Simon Emil Ammitzbøll, hilser opfordringen til Jens Rohde om at forlade Folketinget med det samme velkommen. - Det foreslog vi allerede i september, da Rohde blev udnævnt, og det er glædeligt at se, at Socialdemokraterne nu er enige med os. Det har været vores holdning fra starten, at han burde gå med det samme, og de udtalelser, som Jens Rohde kom med i weekenden, forstærker kun det ønske, siger Simon Emil Ammitzbøll./ritzau/