EMNER

S-SF-fusion?

Vi skal da lige love for, at der tilsyneladende er ved at oprinde nye tider hos betonsocialisterne i SF under Villy Søvndal.

BANKPAKKE:Vi skal da lige love for, at der tilsyneladende er ved at oprinde nye tider hos betonsocialisterne i SF under Villy Søvndal. Det før så evigt udgiftshungrende parti, der aldrig før har udvist økonomisk ansvarlighed over for helheden i samfundet, vil nu gerne snakke bankpakke og euroforbehold. Ja, man er endog i partiet ved at være derude, at det hidtidige partiprogram - stadig gældende - der taler om "råderet over de vigtigste produktionsmidler og den finansielle sektor... det forudsætter en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen", skal sættes ud af kraft, hvis det står til Søvndal og hans ekko i Folketinget, den desperate og evigt forvirrende S-formand Helle Thorning-Schmidt. Desperat, fordi hun satser på, at SF og Søvndal bliver ansvarligt økonomisk stuerene, og forvirret, fordi Søvndal er hendes eneste chance for at byde VK-regeringen trods ved det kommende folketingsvalg. Det bliver yderst spændende, hvor meget bevægelse, der er i SF's bagland, hvor socialismen og de røde faner fortsat vægter mest, og hvor chefideolog, Ole Sohn, seneste kommunistiske formand i Danmark, godt vil tale nyt partiprogram op til SF-sessionen her i foråret, men ikke vil svare klart på, hvorvidt det med kapitalismen skal bevares eller afskaffes. I hvert fald er han ikke tilfreds med den finansielle sektor, så mon ikke... osv. Det bliver noget af en opgave for chefideologen samtidig at tilfredsstille de tilbageværende betonsocialister i baglandet og så de nye, kulturrigtige potentielle vælgere, som blev efterladt af de radikale, da Marianne Jelved fik storhedsvanvid og ville være statsminister. Vi ser måske snart en fusion af S og SF. Ja, hvorfor ikke?