S-SF på slingekurs

SKATTEPOLITIK:Der gik kun et halvt år fra Helle og Villy fremlagde en skattepolitik de ville stå fast ved – til de nu vil hæve skatterne yderligere. Det skortede ellers ikke på garantier fra Helle Thorning, der gang på gang slog fast, at ”Dette er vores politik – hverken mere eller mindre”. Netop skattepolitikken er et område, hvor S og SF har det svært med troværdigheden. Årene med Helle Thorning har været en lang zig-zag-kurs, hvor man snart lovede ét – og kort efter mente noget andet. Det eneste, der står tindrende klart nu er, at skulle det en dag ske, at Helle og Villy kommer til magten, bør man som skatteyder være bekymret. For trods zig-zag-kursen fra Helle og Villy er retningen dog entydig i retning af højere skatter og afgifter. For et halvt år siden gentog Helle Thorning sig selv flere gange med det fornuftige budskab om, at danskerne har brug for og ønsker tryghed i forhold til skatten. Men den visdom er nu kastet overbord til fordel for den traditionelle S-SF politik. Nu står der nemlig højere skatter på menuen – endnu højere end de skatter der blev truet med for et halvt år siden. Valget er helt enkelt. Der er zig-zag kursen der fører mod højere skatter og usikkerhed om danskernes privatøkonomi. Og så er der regeringens klokkeklare skattestop. Et skattestop der kun er blevet pillet ved når vi har sænket skatten.