Tandpleje

S siger nej til at lukke kommunalt køkken

Et andet ændringsforslag lægger op til, at ny tandklinik skal finansieres via salg af bygninger

SKAGEN:Socialdemokratiet siger nej til at lukke det kommunale fælleskøkken på Ankermedet og dermed også nej til at spare de 800.000 kroner, som budgetforslaget for næste år lægger op til. - Vi synes, at det er et meget dårligt tidspunkt at beslutte en sådan lukning, her hvor vi er i fuld gang med at forhandle en ny kommunestruktur med Frederikshavn. Vi vil gerne bevare så meget og så mange arbejdspladser som muligt i Skagen, og det kunne jo godt være, at vi netop i en forhandling med Frederikshavn i fremtiden kunne udnytte kapaciteten på det kommunale køkken bedre, siger 1. viceborgmester Bjarne Kvist (S). - Hvis vi lukker køkkenet nu, bliver det aldrig åbnet igen. Vi er også bekymret for, hvad der kan ske i forbindelse med en udlicitering af madproduktionen. Vi har jo en forpligtelse til at levere mad, og hvis et privat firma får problemer og må lukke forretningen, kan vi pludselig komme til at stå med et problem, tilføjer han. Nej til at spare på Falck Socialdemokratiet siger for eksempel også nej til at spare 91.000 kroner på næste års budget ved at skære antallet af Falck-folk ned fra otte til seks personer. - En besparelse her ville stille os i en meget dårlig situation, hvis der pludselig skete noget alvorligt. En røgdykker skal for eksempel bruge to personer til at bakke ham op, og så er der ikke mange tilbage til at tage sig af andre opgaver. Desuden er Falck i denne tid ved at foretage beregninger med hensyn til bemandingen, og vi ønsker ikke at gå med til en sådan besparelse, før vi har set disse beregninger, siger Bjarne Kvist. Børne- og kulturudvalget valgte som tidligere nævnt i NORDJYSKE på sit seneste møde at foreslå, at der også til næste år skal være 10. klasser på både Ankermedet Skole og Aalbæk Skole og dermed droppe et forslag om at spare 116.000 kroner på budgettet for næste år ved en centralisering af 10. klasserne. Socialdemokratiet er enig i dette synspunkt og har taget en bevarelse af 10. klasserne på begge skoler med som et ændringsforslag, ligesom partiet også følger indstillingen fra børne- og kulturudvalget ved at foreslå to millioner kroner ekstra på anlægsbudgettet til en renovering af de lokaler på Hedeboskolen og Ankermedet Skole, hvor der hidtil har været tandklinik. Til gengæld siger Socialdemokratiet nej til som foreslået af børne- og kulturudvalget at forøge lærernes undervisningstid med virkning fra august 2005. - Vi synes, at det er et meget dårligt signal at sende i en tid, hvor vi står overfor at skulle lukke Kappelborgskolen, siger Bjarne Kvist. Salg af bygninger I det budgetforslag, som byrådet havde til førstebehandling mandag 6. september, var der på det skattefinansierede anlægsbudget medtaget en udgift på tre millioner kroner til bygning af ny tandklinik i en selvstændig bygning ved Ankermedet Skole. - Vi foreslår nu, at man i stedet finansierer bygningen af tandklinikken via salg af kommunale bygninger, altså efter samme model som budgettet lægger op til ved at bruge syv millioner kroner næste år til etablering af Bøjlevejen. Vi står lige over for at skulle sælge både den gamle havnemesterbolig og kasernen, og jeg har forstået, at der er meget stor interesse for at købe kasernen. Den skylder vi omkring fire millioner kroner på, og den burde vi kunne få mellem 10 og 12 millioner kroner for og dermed også et pænt overskud, siger Bjarne Kvist.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste