S siger nej til hovsa-løsninger

Ændret skolestruktur er ikke et budgettema for Socialdemokratiet - tiden er for knap

Skolelukninger 22. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: En ny skolestruktur er en af mange sparemuligheder i kommunens meget omtalte men ikke offentliggjorte sparekatalog. Men står det til Socialdemokratiet, bliver det ikke et emne i de afgørende forhandlinger om næste års kommunale budget. - Selvfølgelig skal vi analysere, om vi kan gøre tingene på en bedre og mere rationel måde, men det er ikke her og nu en uge før budgettet skal være på plads. Det vil være useriøst, siger Socialdemokratiets gruppeformand Cai Møller. Nej til Matador-penge Han afviser også en lang række af de øvrige sparemuligheder som "uspiselige", men synes alligevel, at sparekataloget har sin berettigelse - og at det ikke bør offentliggøres. - Fritidshjemmet Solsikken har været nævnt som en af sparemulighederne, men der er formentlig ingen politiker i byrådet, der kunne drømme om at nedlægge Solsikken. Derfor spreder man unødig ængstelse, når man lader det sive til forældrebestyrelsen, at Solsikken er nævnt i kataloget. Men med kataloget i hånden har politikerne en række muligheder og en oversigt over konsekvenserne. Dermed undgår vi at skulle sidde i de sidste hektiske timer og finde besparelsesmuligheder, vi ikke kender rækkevidden af. Vi skal have fakta på bordet. Ellers risikerer vi at stå med en pose Matador-penge, der intet er værd. Strejkende pædagoger Nedskæringer på kommunernes pasningsordninger har været efterårets varmeste emne. I flere kommuner har pædagogerne strejket og institutionerne været lukket. Et uskønt syn, synes Cai Møller, der mener, at de strejkende pædagoger tager børnene som gidsler. - Jeg har stor forståelse for, at man kæmper for sit eget område og respekterer en faglig kamp for arbejdspladser og jobindhold, men jeg bryder mig ikke om, at man spænder børnene foran sig. Jeg så hellere personalet som aktive medspillere over for politikere og ledelse. Cai Møller efterlyser en fordomsfri debat om pasningsmulighederne i Frederikshavn. - Vi har nogle institutioner, hvor der ikke er grund til at være stolt over den fysiske tilstand. Børnene har det godt og der udføres et godt stykke arbejde, men kunne vi drosle ned nogle steder, hvor de fysiske rammer er dårlige, og samle nogle ting andre steder, hvor der er bedre betingelser, ja, hvorfor så ikke undersøge den mulighed. Socialdemokratiets gruppeformand vil ikke sætte navn på, hvilke institutioner, han har i tankerne, men peger gerne på den nye mulighed: den nedlagte landejendom Østre Dahl, som Trigon har tilbudt at ombygge til en ny institution i forbindelse med det planlagte skicenter. Mindre opsparing? - Man kan ikke få alt det, man ønsker sig. Vi vil lægge vægt på nogle af de ønsker, der kan være med til at knække udgiftskurven. Hvis ikke vi gør en øget indsats over for børn og unge med særlige behov, vil udgifterne hertil stige med 100 mio. kr. i løbet af fire-fem år. Andre ting er vi nødt til at se bort fra, for her og nu kan vi ikke spare på de lovbundne udgifter, der vælter budgettet for i år. Cai Møller erkender, at opgaven er vanskelig - og at det kan blive nødvendigt at slække på ambitionsniveauet med hensyn til den kommunale opsparing. Partierne mødes tirsdag til den første samlede runde om Budget 2003.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...