Trafikpolitik

S skal drøfte roadpricing

Hvis bilisterne skal betale for at køre på nogle af vejene i Aalborg Centrum, så kan det være medvirkende til at løse midtbyens store trafikproblemer.

Det mener den socialdemokratiske byrådskandidat Kenneth Kuur Sørensen. Han fortæller, at vælgerforeningen i Aalborg Centrum allerede er begyndt at diskutere, om der skal indføres roadpricing i byen, og i begyndelsen af næste år præsenterer en gruppe socialdemokrater forslag, der kan løse nogle af trafikproblemerne. Roadpricing er interessant, fordi det virker adfærdsregulerende, påpeger Kenneth Kuur Sørensen, for bilister vil i mindre grad end nu tage bilen helt ind til centrum, hvis de skal betale. Han slår fast, at indtægterne fra roadpricing skal bruges til at skabe en bedre infrastruktur i byen. Og han peger også på flere bilfri veje og mindre busser i midtbyen.