Skattepolitik

S slipper roret

Bare en måned før Skattekommissionen kommer med sine anbefalinger til en tiltrængt reform af det danske skattesystem melder Helle Thorning nu klart ud: Der skal ikke ske en pind, og danskerne får ingen skattelettelser. Ingen tanker om udsyn og visioner – og ingen løsninger på tidens problemer.

Baggrunden er ellers vanskelig nok: 2009 tegner til at blive et vanskeligt år for Danmark med dårligere økonomiske vilkår for både vi almindelige danskere, virksomhederne og de offentlige finanser. Danmark har et meget bedre udgangspunkt til at modstå nedgangen i økonomien end de fleste andre lande, men ikke desto mindre er det en udfordring vi i Det Konservative Folkeparti ikke tager let på – tværtimod. Thorning har selv mange gange kaldt situationen for en krise, og så er det jo at man forventer, at en statsministerkandidat Thorning vil udøve krisestyring – eller hvad? For på den næstsidste dag i 2008 valgte Helle Thorning at nægte danskerne den medicin, der kan give lindring imod den økonomiske nedgang: Skattelettelser på arbejde. ”Det afgørende er, at vi stimulerer dansk økonomi med offentlige investeringer. Ikke med skattelettelser", siger Helle Thorning-Schmidt. Socialdemokraterne smider altså roret midt i det, som de selv kalder en krise. Alle ved at det værste en kaptajn kan gøre midt i en storm netop er at slippe roret, men det er altså lige netop hvad Helle Thorning gør, når hun helt afviser at skattelettelser kan bidrage positivt til at udglatte konsekvenserne af den økonomiske nedgang. For at gøre forvirringen total er det mindre end en måned siden at Socialdemokraternes skatteordfører og næstformand, Nick Hækkerup, talte positivt om at lette topskatten. Nu vil man altså ikke engang være med til at give skattelettelser – overhovedet! Den er jo gal med den socialdemokratiske besætning i Folketinget, når kaptajnen slipper roret, styrmanden tror han overtager roret og drejer imod milde vande alt imens den resterende besætning af undrende danskere efterspørger besked fra kaptajnen om hvad retningen egentlig er…? Jeg kan godt forstå hvis danskerne er i tvivl om hvilken vare de køber ved at stemme på socialdemokraterne. Offentlige investeringer er også en del af regeringens værktøj til at modstå nedgang. Men fra konservativ side ønsker vi også at bruge et andet værktøj: Skattelettelser. Og vi gør det af tre grunde: Det virker, det er rigtigt og det er retfærdigt. Alle økonomiske vismænd og tænketanke siger samstemmende, at netop i Danmark vil skattelettelser vil være en god medicin, da vi har verdens højeste skattetryk. Man opnår nemlig flere ting samtidig. Flere vil arbejde mere, når skatten er lavere, færre vil arbejde sort, det vil give flere penge mellem hænderne og sætte gang i økonomien igen. Det er nu – midt i den økonomiske storm - vi har chancen for at få ændret det rigide skattesystem og få sat verdens højeste skat ned. Det er nu socialdemokraterne skal vise om de vil fremtiden, eller blot er et levn fra fortiden. Fra konservativ side er der klar tale: Vi arbejder benhårdt for at få sat skatten ned på arbejde. Vi slipper ikke roret midt i stormen.