Lokalpolitik

S-spids kan ikke med sin partiformand

Viceborgmester Erling Thomsen har trukket sig ud af lokal vælgerforenings bestyrelse i utide

THORSHØJ: Efter at være droppet som borgmesterkandidat ved næste byrådsvalg og efterfølgende selv at have trukket sig som gruppeformand er viceborgmester Erling Thomsen S) i utide trådt ud af den lokale vælgerforenings bestyrelse. Som årsag angiver Erling Thomsen, at han ikke kan arbejde sammen med formanden for Socialdemokratisk Vælgerforening for Østervrå og Thorshøj, Tommy Svenstrup. - Det er alene årsagen, siger Erling Thomsen. Jeg kan ikke se det fornuftige i fortsætte i en bestyrelse, hvis formand jeg ikke kan samarbejde med. Vi står for langt fra hinanden politisk, og jeg føler ikke, at formanden har den fornødne tillid til mig. - Jeg gider ikke slås, når der ikke er udsigt til, at det fører til noget. Så vil jeg heller bruge min tid på noget mere positivt. - Fortsætter du som menigt partimedlem? - Ja. Der er ikke tale om, at jeg er på vej ud af partiet. Jeg bakker stadig op om de socialdemokratiske holdninger og befinder mig også fint i den socialdemokratiske gruppe i Sæby Byråd. - Du har tidligere udtalt til NORDJYSKE, at du efter at være blevet vraget som borgmesterkandidat ikke genopstiller for Socialdemokratiet ved næste byrådsvalg? -Den beslutning står ved magt. - Overvejer du andre muligheder for opstilling? - Ikke her og nu, men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at kommunalpolitik har min store interesse. Ender det med, at jeg søger at stille op til byrådsvalget på en ikke-socialdemokratisk liste, vil konsekvensen naturligvis være, at jeg må melde mig ud af Socialdemokratiet. -Men, lad os nu se.Der er intet besluttet. Jeg mener ikke, at jeg i kommunalpolitik henseende står særlig langt fra hverken Konservative ellerVenstre. For mig drejer kommunalpolitik sig om gøre tingene bedst muligt for borgerne, mens partipolitik og ideologi kommer i anden række.