S tilbyder mere af det hele

S vil dele gaver ud, men finansieringen får skarp kritik

- Sammen om fremtiden. Det var ordene på de tre mandshøje plakater, som partileder Mogens Lykketoft og finansordfører Nicolai Wammen have valgt at sidde foran, da de igår præsenterede partiets forslag til en finanslov. Socialdemokraterne vil bruge 8,7 milliarder kroner på at overtrumfe alle regeringens satsninger på fremtiden. Familier og børn skal have to milliarder i stedet for regeringens 100 millioner. Folkeskolen skal have 600 millioner, forskning, miljø og de svage skal tilsvarende have meget mere, end de borgerlige vil give, men det er helt nødvendigt, fortalte Mogens Lykketoft. - Svaret på globaliseringen og udflytning af arbejdspladser er ikke mere marked, men mere samfund. Man kan altid spørge, om der er råd, men svaret er, at vi ikke har råd til at lade være, sagde han. Skattehuller Pengene til de mange tiltag kommer mest fra erhvervslivet. Landbruget skal af med 800 millioner kroner i mindre støtte, men det er især de store virksomheder, som må lægge ryg til. Socialdemokraterne regner med, at de kan hente to milliarder ved at ophæve sambeskatningsreglerne, som gør det muligt for firmaer med afdelinger i udlandet at trække udenlandske underskud fra i Danmark. De penge er dog ren luft, hvis man spørger i Dansk Industri. - Det er noget vrøvl. Socialdemokraterne forudsætter, at pengene ikke beskattes, men det er forkert. Der er meget skrappe regler for sambeskatning. Det er jo ikke sådan, at pengene bliver væk, siger underdirektør Tine Roed. Hos Venstre er der heller ingen tro på planen. - Mange af de indtægter, de vil have, er lidt tænk på et tal. Det virker ikke særligt realistisk, at de kan hente så mange penge, siger finansordfører Rikke Hvilshøj. Stop for pensionsspekulation Socialdemokraterne vil også hente en stor pose penge ved at sætte en grænse på, hvor meget man kan betale ind på sin pension. - Det er en trafik, der handler om at spare i skat i Danmark og hæve dem i Spanien, og det er ikke et legitimt formål, siger Mogens Lykketoft, som satser på at hente 1,5 milliarder på den konto.. Lektor i økonomi ved Københavns Universitet, Peter Erling Nielsen, tror ikke, at der er penge i den ide. - Det er et gammelt socialdemokratisk had til store private pensionsopsparinger. Jeg tror ikke, det vil indbringe noget væsentligt, siger han. Der er heller ikke meget i udspillet, som lægger op til forhandling med regeringen. Nicolai Wammen lovede godt nok, at Socialdemokraterne er i arbejdstøjet, men der var mere valgkamp end forhandlingsvilje ved præsentationen. - En ting er, at vi har en regering, der snakker om at prioritere børnefamilierne, noget andet er, hvad de gør. Vi vil sætte handling bag ordene, som han sagde.