S: Venstre svigter yderområder
Simon Kollerup (S) kritiserer Venstre for at droppe udligningsreform. V-borgmestre er delt
Socialdemokraternes kommunalordfører, Simon Kollerup, raser over, at V og K har forladt forhandlingerne om en udligningsreform, der skulle fordele flere penge fra by til land. - Venstre har svigtet yderområderne. Vi havde muligheden for at lave bedre udligning, og så vælger Venstre at prioritere de rige kommuner sammen med De Konservative. Det koster Frederikshavn 21 millioner og det er en skam, siger han. Det er De Konservative, der har trukket sig fra forhandlingerne, der skulle fordele 400 millioner ekstra fra by til land. Reformen ville samlet set give et plus 18 millioner i Nordjylland, men selvom Venstre tidligere har været positive overfor mere udligning, så afviser kommunalordfører Jacob Jensen at have svigtet. - Jeg ville gerne have indgået en aftale, hvor alle var med, men De Konservative kunne ikke se enderne mødes, og så er det så simpelt, at man kun kan ændre et forlig ved at opsige det eller få alle parterne med. Den opgave har Margrethe Vestager ikke kunnet løse, siger han. Strat forfra I Frederikshavn er borgmester Lars Møller (V) skuffet over udfaldet. - Det er jeg træt af. Det var 22 millioner til Frederikshavn og det synes jeg var retfærdigt, men sådan skulle det ikke være, siger han. I Jammerbugt Kommune er borgmester Mogens Gade (V) derimod glad for, at forhandlingerne er brudt sammen. Han er med på mere udligning, men regeringens udspil var ikke godt nok, lyder det fra borgmesteren, som stod til at skulle aflevere penge. - Jeg synes, at regeringen har svigtet plane om social udligning, og udspillet ville bare give en ny gruppe vanskeligt stillede kommuner. Derfor synes jeg, det er bedre, at man starter forfra, siger han. Og det er der mulighed for på mandag, når Dansk Folkeparti skal til forhandling om reformen. - Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er enige i Robin Hood modellen, og derfor er der grundlag for en aftale, og jeg håber, at Dansk Folkeparti ikke har deponeret deres handlekraft hos De Konservative, så Frederikshavn kan få pengene nu og ikke først efter næste valg, siger Simon Kollerup. Dansk Folkepartis kommunalordfører, Morten Marinus, vil gerne lave udligning, men regeringen skal ikke regne med, at det bliver på denne side af et valg. - Som udgangspunkt vil vi gerne lave en helt ny aftale, som træder i kraft efter næste valg, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.