S: Vi er tættere på et magtskifte

Helle Thorning-Schmidt anslog optimistisk tone på Metalkongressen i Aalborg

S-formanden på talerstolen i Aalborg: Skattelettelser eller velfærd. Foto: Scanpix
EMNER 14. september 2006 06:00

AALBORG: Socialdemokraterne er tættere på at genvinde magten end nogensinde, siden VK-regeringen vandt magten i november 2001. Efter velfærdsforliget i juni er partiet rede til at regere Danmark igen. Det sagde partiformand Helle Thorning-Schmidt (S) i går i sin tale til Dansk Metals kongres i Aalborg. - Jeg tror, mange fornemmer, at VKO-flertallet for hver dag forekommer mere træt, udbrændt, idéforladt, splittet - og utroværdigt, sagde hun. Samtidig advarede hun om, at det er “dødsensfarligt” at slappe af. Regeringen slipper ikke frivilligt magten. Socialdemokraterne må vente usaglige, hårde angreb samt målrettede forsøg på at skabe splittelse - i oppositionen og arbejderbevægelsen, sagde Helle Thorning-Schmidt. Danskerne skal vælge mellem skattelettelser og velfærd, slog hun fast. - VK-regeringen fører blokpolitik med Dansk Folkeparti og ønsker en mindre offentlig sektor samt lavere skatter. Socialdemokraterne ønsker bredt politisk samarbejde og bedre velfærd. Danskerne skal ikke acceptere liggedage i ældreplejen og lukkedage i daginstitutioner med en bomstærk økonomi og et offentligt overskud på 80 milliarder kroner, sagde partiformanden. Klar til kompromis - Vi lægger ikke ryg til en skæv samfundsudvikling bare for at komme i avisen med et par dækningsløse overskrifter. Men vi er klar til kompromis. Og efter et regeringsskifte skal kompromis- og samarbejdsvilje ikke længere være undtagelsen, men reglen i dansk politik, sagde Helle Thorning-Schmidt. Hun afviste økonomers kritik af, at velfærdsforliget ikke går langt nok. Danmark er det europæiske land, ”der har forberedt sig bedst på fremtiden, når det gælder tilbagetrækning”, mener hun. Om to uger taler hun til partikongressen i Aalborg efter ”et hårdt, men godt år”. - Godt, fordi vi har bevæget os fremad: Sikret ”Samling om Fornyelse”. Fjernet grundlaget for skræmmekampagner mod vores parti, når det gælder spørgsmålet om skatte- og udlændingepolitik. Og sikret os afgørende indflydelse på dansk politik efter fem års blokpolitik, sagde Helle Thorning-Schmidt./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...