S vil gå med regeringen om stramning af asylpolitiken

Prisen er blødere linje overfor de svageste grupper

KØBENHAVN:Socialdemokraterne tilbyder nu regeringen at forhandle stramninger over for asylansøgere, hvis integrationsminister Bertel Haarder (V) lover at svinge pisken mindre hårdt mod de svageste flygtninge. Partiets udlændingeordfører, Anne-Marie Meldgaard, oplyser, at Socialdemokratiet er parat til at gå på kompromis for at få indflydelse på regeringens lovforslag om at give asylansøgere penge efter fortjeneste. - Vi er enige i, at hvis de ikke deltager, så skal de kunne skæres i lommepenge, fordi det er en tilpasning til det øvrige system - både indenfor det sociale system og på arbejdsmarkedsområdet. Det har noget at gøre med rettigheder og pligter, som vi synes skal være gennemgående, siger Anne-Marie Meldgaard og tilføjer, at partiets pris bliver en beskyttelse af de svageste: - Vi vil have sikkerhed for, at det ikke rammer de grupper, som ikke har en chance for at være med på det. Socialdemokraterne vil støtte, at ydelserne til asylansøgerne skal begynde på et vist niveau, men at de så kan trækkes, hvis folk for eksempel ikke deltager i danskundervisningen eller forholder sig passivt til andre pligter. - De, der ikke vil deltage, kan så få pisken - og så skal de kunne mærke det - men de, der ikke kan deltage af den ene af anden årsag, skal selvfølgelig ikke straffes, siger Anne-Marie Meldgaard. Partiet er meget kritisk over for at støtte Bertel Haarders udspil med generelt at give asylansøgere mindre fra starten, hvorefter de skal gøre sig fortjent til at få en fornuftig sum lommepenge. Det er især erfaringerne med lave startydelse, der skræmmer Socialdemokraterne, fordi regeringens mål om at presse indvandrere ud i et job ganske enkelt ikke har båret frugt. Anne-Marie Meldgaard mener dog alligevel, at Socialdemokraterne og integrationsministeren ikke står længere fra hinanden, end at en aftale burde være indenfor rækkevidde. Ifølge ordføreren har Bertel Haarder dog også sendt signaler til hende om, at ministeren er åben over for en aftale med Socialdemokraterne, der - i modsætning til Dansk Folkeparti - støtter en effektiv integration. - Og bare det, at vi signalerer, at vi godt vil være med til at skære, hvis folk ikke opfører sig ordentligt, synes jeg faktisk næsten er at forærer den på et sølvfad for ham, siger Anne-Marie Meldgaard. Dansk Folkeparti kritiserede så sent som fredag integrationsministeren for at holde fast i forslaget om, at flygtninge skal lære dansk, mens deres asylansøgning bliver behandlet. /ritzau/