EMNER

S vil have EU til at forbyde røg

S vil have rygeforbud i Europas restauranter

Tjenere skal have ret til et ordentligt arbejdsmiljø - også i Danmark. Derfor har EU-parlamentariker Ole Christensen (S) skrevet til kommissionen for at få dem til at sætte problemet på dagsorden. - Min holdning er, at dem, der arbejder på barer og restauranter, skal kunne være i fred for røg. Det her er et arbejdsmiljøproblem, og derfor kan EU lave et direktiv, der forbyder rygning, siger han. Udmeldingen kommer samtidig med, at Folketinget i går behandlede et lovforslag om obligatorisk skiltning med restaurantens rygepolitik. - Nu skal de skilte, men det hjælper ikke personalet. Jeg håber, at kommissionen vil stille forslag om rygeforbud, men det er en lang proces, og jeg havde hellere set, at regeringen tog initiativet, siger Ole Christensen. Han håber dog, at kommissionen vil følge tendensen i Europa, som går mod strengere rygeregler. Det håber hans modpart i Venstre, Niels Busk, derimod ikke. - Jeg er ikke tilhænger af, at vi i EU skal lave regler for det her. Det er jo en frivillig sag, om man søger arbejde på en rygerrestaurant eller ej, siger han. Imens Socialdemokraterne arbejder på et europæisk forbud, så har de radikale netop fremsat et forslag i Folketinget om det samme. Forslaget skal behandles i januar, og det får svært ved at samle flertal, så indtil videre må de radikale nøjes med regeringens skiltningslov. - Jeg synes, det er et latterligt forslag, men vi stemmer for selv de mindste forbedringer, selvom det er symbolpolitik, siger Naser Khader (R).