Frederikshavn

S vil have mere fleksibilitet i sygedagpengesager

Politikere er kede af sag om psykiatrisk patient, der mistede sygedagpenge

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

På baggrund af de mange sygedagpengesager, så har Søren Visti Jensen sørget for, at arbejdsmarkedsudvalget beskæftiger sig med problemet på et temamøde til august. Arkivfoto

FREDERIKSHAVN:Politikerne i Frederikshavn Kommune er kede af at høre om endnu en sag, hvor en borger (man kan læse om sagen andetsteds her på nordjyske.dk) er kommet i klemme i sygedagpenge-systemet.

- Jeg kender ikke den konkrete sag til bunds. Men det jeg kan sige er, at jeg synes, vi skal udvise så meget konduite, at der bliver plads til at kigge på den enkelte, siger socialdemokraten Birgit Hansen.

- Vi skal ikke være rigide i reglerne - men derimod have en fleksibilitet, så vi ikke trækker folk længere ned, end de er i forvejen.

Formanden for arbejdsmarkedsudvalget - Søren Visti Jensen (SF) - kan ikke udtale sig om den konkrete sag.

- Det gør ondt på mig at høre om de sager, hvor det her sker. Men jeg går ud fra, at vores sagsbehandlere administrerer efter den lovgivning, der er.

Ifølge Søren Visti Jensen så lægger den nationale lovgivning nogle naturlige omkring det råderum, som der findes i Frederikshavn Kommune.

Et temamøde til august

Arbejdsmarkedsudvalgsformanden har 15. august bedt om at få problemet på dagsordenen.

- Jeg har bedt om et temamøde, hvor vi får folk fra forvaltningen til at gennemgå det her lovkompleks, så vi kan se, hvilke muligheder vi har for at forvalte det her. Og ud fra det må vi tage stilling til, om der bliver sagsbehandlet korrekt.

I den socialdemokratiske lejr har Birgit Hansen allerede en plan klar.

- Vi stiller forslag om, at ingen mister retten til sygedagpenge, uden at de er arbejdsprøvet. Der skal ikke ske det, at folk fra den ene dag til den anden mister retten til sygedagpenge. Når folk er alvorligt syge, så skal vi udvise fleksibilitet.

I tidligere artikler her i NORDJYSKE har der nemlig været flere eksempler, hvor folk har mistet sygedagpengeretten uden arbejdsprøvning.

Og den problematik anerkender også Søren Visti Jensen.

- Systemet er baseret på, at folk kun i en begrænset periode kan få de her ydelser - men derfor kan man godt have en forventning om, at mulighederne for, hvad der så skal ske, er belyst. Derfor skal vi gå lovgrundlaget igennem.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.