S vil hjælpe K-borgmester med at ændre parkeringsaftale

Ny aftale fra regeringen og DF vil lade kommunerne beholde en mindre del af indtægterne fra p-billetter.

Ritzau
Fra 2019 skal 70 procent af indtægterne modregnes i det statslige tilskud, foreslår regeringen og DF. I dag er det kun cirka 14 procent på grund af en række gunstige muligheder for fradrag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Politik 31. maj 2018 14:30 - Opdateret 31. maj 2018 16:27

Det er lidt utraditionelt, men ikke desto mindre kommer Socialdemokratiet fredag med tre ændringsforslag direkte fra Frederiksbergs konservative borgmester, Jørgen Glenthøj.

Kommunalordfører Magnus Heunicke (S) stiller således tre ændringsforslag til aftalen om at stramme parkeringsordningen, som Glenthøj kom med, da forslaget var i høring.

- Det er selvfølgelig lidt utraditionelt, at vi i Socialdemokratiet stiller et forslag, som er kommet fra en konservativ borgmester, men han har faktisk ret, siger han.

Et af Glenthøjs forslag - at kommuner, som har investeret i nye p-anlæg inden 2. maj, får mulighed for at afskrive efter de gamle regler - vil regeringen ligeledes foreslå.

Regeringen vil derudover droppe sin idé om at fjerne loftet over, hvor meget kommunerne må hæve sine parkeringsafgifter med. Det siger folketingsmedlem Jan E. Jørgensen (V) til DR.

- Vi har blandt andet hørt borgmesteren fra Enhedslisten i København være ude og foreslå, at det skulle koste 10.000 kroner om året at have en beboerlicens, hvor prisen i dag er mellem 100 og 1000 kroner.

- Så der kommer et loft over, hvor meget kommunerne kan kradse ind fra bilisterne, og det er også rimeligt, siger han.

Glenthøj har to andre forslag, som Heunicke også stiller. Ingen af disse får dog opbakning fra regeringen, siger Jørgensen.

Den konservative borgmester vil fastholde det nuværende grundfradrag for kommuner med store p-problemer, og at modregningen skal gå til en pulje til kommuner med store p-problemer.

Aftalen, der er indgået af regeringen og Dansk Folkeparti, betyder, at en større del af de penge, som kommunerne får ind fra p-billetter, skal modregnes i deres statslige tilskud. Det andenbehandles fredag i Folketinget.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...