S vil lempe hastestramning af familiesammenføring

Regeringen foreslår, at børn kan integrationsvurderes som seksårige, mens Socialdemokraterne foreslår otte år.

På tre dage vil et flertal i Folketinget hastebehandle et lovforslag om at ændre reglerne for familiesammenføring.

Spørgsmålet er, hvor aldersgrænsen skal sættes.

Regeringen foreslår, at børn kan integrationsvurderes med henblik på familiesammenføring i en alder af seks år, såfremt de har en forælder i hjemlandet.

Men ifølge Socialdemokraterne bør grænsen være mindst otte år, lyder det nu forud for et møde i integrationsudvalget onsdag aften.

Loven ventes vedtaget fredag og vil træde i kraft umiddelbart efter.

- Børn under otte år bør automatisk erklæres integrationsparate, og kun hvis man er over otte år, skal man leve op til nogle kriterier.

- Vælger vi det, beholder vi den situation, vi de facto har i dag i forhold til aldersgrænsen mellem seks og otte år, siger integrationsordfører Dan Jørgensen (S).

Det har vakt kritik, at et flertal i Folketinget har godkendt, at lovgivningen kan hastebehandles.

Folketinget anbefaler høringsfrister på mindst fire uger, men Socialdemokraterne og blå blok har alligevel stemt for at hastebehandle.

- Det haster, fordi der er kommet en dom fra EU-Domstolen, som siger, at den nuværende lovgivning diskriminerer, selv om vi egentlig er tilfreds med den.

- Når vi ikke kan have den lovgivning, vi har, skal vi selvfølgelig rette ind så hurtigt som muligt, når EU-Domstolen siger det, siger Dan Jørgensen.

EU-Domstolen underkendte i april de nuværende danske regler, der begrænser familiesammenføring, hvis ansøgningen indgives mere end to år efter, at en forælder har fået opholdstilladelse i Danmark.

Men sådan en tidsfrist behøver ikke at sige noget meningsfuldt om forældrenes evne til at sikre, at deres barn bliver ordentligt integreret i Danmark, mener EU-Domstolen.

Derfor ønsker regeringen nu at lave en aldersgrænse i stedet med henblik på at begrænse familiesammenføring.

Stramningerne er konsekvens af Genc-sagen om den 25-årige tyrker Caner Genc, der aldrig har været i Danmark, ikke taler dansk, og som kun sjældent har set sin far, der bor i Danmark.

Caner Genc fik afslag på opholdstilladelse i Danmark med den begrundelse, at han ikke har mulighed for at blive ordentligt integreret. Det underkendte EU-Domstolen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden